40 år er ingen fodboldalder, når ens spil aldrig har været lagt an på fart og vilde dybdeløb, men snarere stort overblik og meget kælen behandling af den lille runde.
Det synes i hvert fald at tilfældet for midtbanespilleren Juan Carlos Valerón, der søndag aften sammen med Las Palmas rykkede op i Spaniens bedste række efter playoff-sejr over Zaragoza.
Zaragoza vandt det første af to opgør om pladsen i Primera Divison 3-1, men Valerón og kompagni vandt returopgøret på eget græs 2-0 og vandt dermed sammenlagt på reglen om udebanemål.
Las Palmas er dermed tilbage i det fine selskab efter 13 års fravær.
Sidste år var Las Palmas også tæt på oprykning via playoff, men smed det hele på gulvet i overtiden i den afgørende kamp mod Córdoba.
Kampen var lidt af en farce, da Las Palmas-tilhængerne invaderede banen ved stillingen 1-0 til Las Palmas for at fejre oprykningen. Kampens dommer måtte derfor stoppe spillet i ti minutter, før de sidste minutter kunne spilles.
Her udlignede Cordóba så og rykkede op i stedet for Las Palmas.
Flot karriere
Juan Carlos Valerón har spillet over 400 kampe i Primera Division for klubber som Mallorca, Atletico Madrid og ikke mindst Deportivo La Coruña, hvor Valeron var tilknyttet fra 2000 til 2013.
Skiftet fra Atletico til Deportivo La Coruña var i øvrigt foranlediget af en chokerende nedrykning med et ellers virkelig kompetent Atletico-hold. Læs mere om den misere her.
Den elegante kreatør med nummer 21 sad på bænken i hele kampen mod Zaragoza, men mon ikke det bliver til et par kampe i den bedste række igen for 40-årige Valeron, der også har spillet 46 kampe for det spanske landshold.