U21-landsholdet: Vi har en multikulti-fordel

Det danske U21-landshold har masser af profiler med rødder i andre land. En fordel for holdet, siger spillerne.

Fire gæve gutter, der alle heldigvis har valgt at spille for Danmark. (© Scanpix)

Det danske U21-landshold kunne have set helt anderledes ud ved EM i Tjekkiet. Flere af profilerne på holdet kunne således have valgt at stille op for et andet landshold end det danske.

Hele syv spillere på U21-landsholdet har aner, der tillader dem at bære andre landsholdsfarver end de rød-hvide.

Forsvarsspilleren Alexander Scholz, der er søn af tyske forældre, er glad for, at det ikke kun er rødgrød med fløde-kultur på holdet.

- Det er fint, at der er samlet lidt forskellige kulturer. Det skal selvfølgelig være den danske kultur, der bærer det, og det er det også, men det klæder den danske kultur at blive krydret lidt med noget eksotisk, siger Alexander Scholz, der sågar har en lille favorit multikulti-holdkammerat.

- Især Pione Sisto er en glædelig tilføjelse til vores hold og den danske kultur. Det dansemove, han lavede ved baglinjen mod tjekkerne, er der ikke mange etniske danskere, der kan gøre ham efter. Det bringer noget andet. Også fysisk.

Se Sisto danse rundt med tjekkerne herunder.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5581dd1c6187a4102c117af2

Gode gener og generel glæde

Den udlægning er offensivspilleren Yussuf Yurary Poulsen, hvis far er fra Tanzania, enig i. Poulsen er vokset op i København, men de afrikanske gener kan aflæses direkte i spillestilen, mener han.

- Jeg har nogle atletiske evner, som mange danskere ikke har. Min baggrund giver mig nogle andre fysiske muligheder. Blandt andet når det kommer til fart. Når du ser OL eller anden atletik, så er det også tit at afrikanerne eller jamaicanerne er de hurtigste, så det giver nogle fordele, siger RB Leipzig-spilleren, der dog primært bare synes, de forskellige baggrunde på holdet er festligt.

- Det gør det bare sjovere. Der bliver gjort lidt grin med folk internt på holdet, fordi de kommer fra et andet land. Der er f.eks. blevet gjort en del grin med Emil Berggreen og Riza Durmisi og deres interne fight på værelset. De har begge baggrund fra Balkan, så rygterne går på, at der er godt med stridigheder på værelset. Og jeg tror, at der ser smadret ud derinde.

Yussuf Yurary Poulsen er en af flere spillere på U21-landsholdet, der også har fået spilletid på det ’rigtige’ landshold. Det betyder, at den hurtige mand fra Østerbro nu er låst til det danske landshold.

Det er dog ikke alle multikulti-spillerne på U21-landsholdet, der har opnået det, så potentielt kan flere af dem skifte landshold.

Herunder en liste over U21-landsholdets multikulti-spillere.

Emil Berggreen - kroatisk mor, dansk far

Har spillet 1 U21-landskamp og scoret 1 mål.   Har ingen A-landskampe og er derfor ikke låst til det danske landshold.

Den danske Mandzukic? (© Scanpix)

Pione Sisto – Sydsudanesiske forældre, født i Uganda

Fik officiel debut for U21-landsholdet i onsdagens 2-1-sejr over Tjekkiet, hvor Sisto blev matchvinder. Fik uofficiel debut på U21-landsholdet sidste år i en træningskamp mod rumænske FC Dinamo Bucuresti. Her lavede Sisto hattrick. Har endnu ikke spillet på A-landsholdet og er derfor ikke låst til det danske landshold.

Den danske Mandzukic? (© DBU)

Pierre-Emile Højbjerg – fransk mor, dansk far

Ingen kan vist være i tvivl om, at Højbjergs store fighterhjerte banker tungt for det danske landshold, hvor Morten Olsen allerede har sendt det 19-årige Bayern München-talent i aktion syv gange. Dermed kan Frankrig godt glemme det. Pierre-Emile Højbjerg er låst til det danske landshold. Har spillet seks kampe for U21-landsholdet.

Den danske Mandzukic? (© DR Sporten)

Jannik Vestergaard – tysk mor, dansk far

Det tyske fodboldforbund har haft følere ude, men indtil videre har Werder Bremen-spilleren valgt at stille op for Danmark. Har godt nok spillet to træningskampe for A-landsholdet, men det låser ikke en spiller til et landshold. U21-landsholdsanføreren har spillet 25 kampe for U21-landsholdet.

Den danske Mandzukic? (© Scanpix)

Riza Durmisi – af albansk/makedonsk afstamning

21-årige Riza Durmisi er flere gange af det makedonske fodboldforbund blevet tilbudt en plads på deres landshold, men Brøndby-spilleren har hele tiden satset på at spille sig frem til en plads på det danske. Fik debut i A-landsholdets træningskamp mod Montenegro og var overbevisende. Erklærede efterfølgende, at han er fast mand der i løbet af et års tid. Er dog ikke låst til Danmark endnu. Har spillet tre kampe på U21-landsholdet.

Den danske Mandzukic? (© Getty Images)

Yussuf Yurary Poulsen – dansk mor, tanzanisk far

Med fem A-landskampe på CV’et allerede er der ingen grund til bekymring her. Poulsen vil ikke lige pludselig optræde på Tanzanias landshold, men har bundet sig til det danske. Har spillet 12 kampe for U21-landsholdet og scoret fire mål.

Den danske Mandzukic? (© Scanpix)

Alexander Scholz – søn af tyske forældre (faderen er VB-legenden Kent Scholz)

Alexander Scholz kunne ikke bare være tabt for dansk fodbold, hvis han havde satset på at stille op for Tyskland. Han kunne endda være tabt for fodboldsporten i det hele taget, da han i en periode helt droppede det smukke spil. Fik heldigvis lysten tilbage. Udmærker sig desuden ved at stille op i helt sorte støvler. Tipsbladet lavede sidste år et meget anbefalelsesværdigt interview med den mange måder lidt atypiske Alexander Scholz. Kan læses ved at klikke her.

Den danske Mandzukic? (© Scanpix)

Danmarks næste kamp ved EM i Tjekkiet er lørdag mod mægtige Tyskland. En kamp, der kan ses på TV3+ eller ZDF.