Bremen afviser Everton-rygte: Vestergaard ikke til salg nu

Ifølge den tyske avis Bild er den engelske Premier League-klub Everton på jagt efter Jannik Vestergaard.

Jannik Vestergaard er et hot navn i Premier League efter sit flotte forår i Werder Bremen. (Foto: © DR, DR Sporten)

Den danske fodboldspiller Jannik Vestergaard fra Werder Bremen er på ønskelisten i Everton.

Det skriver den tyske avis Bild.

Ifølge avisen har Evertons sportslige ledelse holdt øje med den danske U21-landsholdsspiller gennem lang tid, og interessen skulle kun være øget.

Werder Bremen købte danskeren hos bundesligakonkurrenten Hoffenheim i januars transfervindue, og ifølge klubbens direktør, Thomas Eichin, er Jannik Vestergaard ikke til salg.

- Jannik er en interessant spiller i England. Men det interesserer mig ikke. Vi har ikke købt ham for hurtigt at sælge ham videre, siger Thomas Eichin til avisen.

Bet for Hoffenheim

Danskeren har imponeret i Werder Bremens forsvar, hvor han hurtigt har taget kommandoen.

Bild mener at vide, at selv om Everton ikke har givet bud på den danske forsvarsspiller, skulle englænderne være interesseret i at betale mellem 8 og 10 millioner euro - mellem 60 og 75 millioner kroner - for Jannik Vestergaard.

Avisen konstaterer også, at et videresalg vil være en gevaldig ørefigen til Hoffenheim, som i januar solgte Vestergaard til Werder Bremen for knapt 19 millioner kroner.

For få uger siden solgte Werder Bremen den 20-årige angriber Davie Selke til RB Leipzig for mellem 60 og 75 millioner kroner. Han begynder i Leipzig efter sommerferien. Ham havde Werder Bremen kun betalt rundt regnet 375.000 kroner for i Hoffenheim i 2013.

/ritzau/