BILLEDER Bliv klogere på Landsstævnets mange sportstilbud

I denne uge er der Landsstævne i Aalborg, og her kan du få en introduktion til de mange sportsgrene på programmet.

  • Klik på pilene til højre og se de mange idrætstilbud ved årets Landsstævne.
  • BADMINTON - Spillet med ketsjer og den lille fjerbold dyrkes ofte af folk med et godt boldøje, og som har fint styr på deres bevægelser. Badmintonspillere trives gerne i mindre forsamlinger og kan være yderst fokuserede og gå til makronerne, når det kræves. Sporten er teknisk anlagt, så du behøver ikke have overarme på tykkelse med træstammer for at komme i gang med det underholdende spil.
  • BEACHVOLLEY er et højintenst og kontant holdspil, hvor du i beach-udgaven kan kombinere en strandtur med fysisk udfoldelse med stor underholdningsværdi. Sporten dyrkes på en bane, der er mindre end en normal indendørs volleyballbane, og som udgangspunkt er man to spillere på samme hold. Beachvolley-sporten stiller på grund af det tunge underlag krav om et minimum af styrke hos udøveren, der fra naturens side også gerne må være udstyret med en form for boldøje.
  • BIATLON er populært sagt sommerudgaven af skiskydning, hvor skiene er skiftet ud med løbesko. Fart og kondition gør det ikke alene, for biatlon kræver også selvkontrol. Det handler om at være hurtig til at finde ro efter at have haft pulsen oppe. Biatleter skal være gode til at fokusere, og der kræves et skarpt blik for at ramme plet i den underholdende sport - boldøje er derimod ikke af betydning. Biatlon bliver oftest dyrket i skytteforeningerne.
  • BORDTENNIS bliver kaldt verdens hurtigste spil. Den lille celluloidbold kan opnå hastigheder på over 100 kilometer i timen og sammenholdt med den korte afstand til modstanderen på den anden side bordet, kræves et godt boldøje og hurtige reflekser. Spillet stiller til gengæld ikke de store krav til fysisk styrke og udholdenhed, og kan derfor dyrkes af folk i alle aldre.
  • SENIORMOTION – hvad er nu det for noget, tænker du måske. Bag betegnelsen gemmer sig krocket, krolf og bowls og i modsætning til, hvad kategorien indikerer, så kan de tre spil dyrkes af folk i alle aldre. Krocket er af mange måske kendt som et havespil, men det er i foreningsøjemed mere end det. Her er det en seriøs sport, hvor der oftest spilles to mod to med lidt andre regler end dem, du måske kender fra haven eller sommerhuset. Krolf er en blanding af krocket og golf. Det spilles med en kraftig kølle og en stor kugle som i krocket, men som i golf, så gælder der om at få kuglen i hul med færrest mulige slag. Bowls er et mix af curling af petanque, hvor det handler om at trille en skævt vægtet kugle udenom en forhindring og så tæt på en målkugle som muligt.
  • FLOORBALL er en begyndervenlig stavsport, der spilles med en lille hvid bold med huller i, som nogle måske husker fra idrætstimerne i skolen. Spillet er intenst og simpelt, men med boldøje og en god teknik kan man nå længere end ved blot at være i besiddelse af fysisk styrke.
  • GOLF er gennem de sidste 25 år vokset til en regulær folkesport, og antallet af registrerede golfspillere er mere end tredoblet, så der nu findes mere end 150.000 udøvere. Præcision og boldøje er en fordel i spillet med køllen og den lille hvide bold. Til gengæld er fysisk styrke og udholdenhed ikke påkrævet.
  • RYTMISK GYMNASTIK udvikler kropsbevidstheden og udfordrer motorikken. En god portion smidighed og styr over egne bevægelser vil derfor være en klar fordel, hvis du ønsker at kaste dig ud i gymnastik af den slags der udføres i serier og koreografier. Den rytmiske gymnastik kan også bibringe glæden ved at opnå noget i store fællesskaber.
  • SPRINGGYMNASTIK er en motionsform med fart på. Smidighed og fysisk styrke er gode egenskaber at være i besiddelse af, hvis du skal blive dygtig på trampolinen eller måtten. Er du mere til urban sport, så kan parkour måske vise sig at være sagen. Her er forudsætningerne nogenlunde de samme som i den traditionelle springgymnastik, men sporten udføres i stedet på de forhindringer du finder på din vej – hvad enten det foregår på gaden eller i hallen.
  • HÅNDBOLD - Det var en dansker, der opfandt håndboldspillet. Og sporten med harpiks og bold er gennem de sidste tre årtier vokset til at være en udfordrer til fodbolden om at løbe med titlen som landets nationalsport. Boldøje og fysisk styrke kommer man langt med i håndbold, hvorimod egenskaber som smidighed og fokus er mindre væsentlige.
  • MOTIONSCYKLING har fået masser af vind i ryggen de senere år, og det er også effektiv træning i det fri - enten alene eller sammen med andre. Hvis du fra naturens side måske ikke er udstyret med verdens bedste boldøje, kan landevejscykling måske vise sig at være sagen. Udholdenhed og styrke er dog gode evner at have med i bagagen.
  • LØB er muligvis verdens mest simple form for motion. Alle mennesker har løbet, og der kræves ingen særlige forudsætninger – kun en god portion vilje og udholdenhed. Uanset om du er dit eget bedste selskab, eller om du er til hygge med andre, så kan løb være noget for dig.
  • MOUNTAINBIKE kombinerer på effektiv vis træning med ophold i naturen. Sporten oplever i disse dage stigende popularitet, og den formår at favne bredt og udfordre - uanset erfaring og teknisk kunnen. Er du udholdende, og har du balancen i orden, er mountainbike nok lige sagen for dig.
  • PETANQUE - De fleste kender til petanque – spillet med metalkuglerne og den lille ’gris’. Mere end 10.000 danskere dyrker den sydfranske sport, hvor præcision og strategi er nøgleord. Et godt boldøje kan være guld værd i sporten, hvor parametre som fysik og smidighed ikke spiller den store rolle.
  • SKYDNING kan udføres med både pistol og riffel og foregå stående eller liggende. Skydning er en idræt med masser af action, der kræver stor koncentration og stiller krav til dine evner til at præstere under pres. Sporten kan dyrkes af folk i alle aldre og på tværs af aldersgrupper.
  • TENNIS - Måske er du Danmarks næste Wozniacki? Mindre kan dog også gøre det. Har du boldøje, og er du klar på en sport med masser af motion, så kan det være, at tennis lige er noget for dig. Der findes mere end 500 klubber i landet, hvor du kan komme ud og svinge ketsjeren og blæse den gule filtbetrukne bold forbi en modstander.
  • TRIATLON kombinerer svømning, cykling og løb og er en sport for dem, der er gode til at presse sig selv. Du behøver hverken være smidig eller have nogen form for boldøje, men udholdenhed og viljestyrke er gode egenskaber at være i besiddelse af, hvis du ønsker at prøve kræfter med triatlonsporten.
  • TRICKSPORT dækker over BMX, skateboard, løbehjul og unicykling. Fælles for disse sportsgrene er, at de ofte dyrkes på gadeplan, kan være en del af en subkultur, og de handler om lir og at lave tricks. Så er du udstyret med bare en smule smidighed, og har du styr på dine lemmer, så er det op på cyklen, skateboardet eller løbehjulet.
  • DANS - Om du er til traditionel dansk folkedans, morderne pardans eller square eller line dance, så er fællesnævneren, at det handler om fællesskab, bevægelse, musik og glæde. Det er kun en fordel, hvis du er udstyret med en smule smidighed og har styr på dine bevægelser, men det er ikke et krav.
  • FITTNESS - STYRKE: Styrkeprægede fitness-discipliner som crossgym eller crossfit hitter stort i de større byer i disse år. Her handler det om at bruge sin krop ved hjælp af forskellige velkendte og alternative træningsredskaber. Du behøver ikke nødvendigvis at være verdens største muskelbundt for at komme i gang – det skal nok komme. Du skal derimod kunne lide at gå til makronerne og kæmpe mod dig selv.
  • FITTNES - MOTION: Der findes masser af motionsprægede fitness-discipliner. Mulighederne spænder over alt fra forskellige danseformer, step og aerobic til indoor cycling. Fællesnævneren er, at det handler om at komme i form samtidig med, at man har det sjovt. Så glem alt om boldøje og råstyrke og kom i gang med at dyrke fitness.
  • HAVKAJAK foregår som navnet indikerer på de danske farvande, så her kan du kombinere idræt med enestående naturoplevelser. En god portion balance er en fordel, men ellers er der ingen krav om yderligere forudsætninger for at komme i gang med kajaksporten.
  • STAND UP PADDLE - eller blot SUP – kan være alt fra en rolig naturoplevelse til effektiv og eksplosiv træning, der kombinerer styrke og balanceevne. I SUP står man på et board med en paddel, som man både bruger til at komme frem med og til at navigere med. Sporten tiltrækker mange yngre, men kan dyrkes af alle med lyst at komme i nærkontakt med både sig selv og vand. Eneste krav for at komme i gang med at dyrke den fremadstormende sport er, at du kan svømme.
  • KAMPIDRÆT - STYRKE: Der er over 40 kampidrætsgrene på DGI’s program og af de styrkeprægede af slagsen er både karate, ju-jitsu, thaiboksning og MMA (mixed martial arts) på programmet ved Landsstævnet. Det er selvforsvar, men det handler om udvikling af smidighed, koordination og styrke. Så er du god til at holde fokus, og har du lyst til at lære at mestre slag, spark og kast, så er det bare at komme i gang med at dyrke kampsport.
  • KAMPIDRÆT - ZEN: Blandt de mere mentalt fokuserede kampsportsgrene findes blandt andet Tai Chi, Wing Chun og Qi Gong. Her handler det om at kombinere fuld kropstræning med mindfulness og derigennem forbedre den motoriske bevidsthed.
  • STREET SOCCER omfatter både den klassiske fire-mod-fire-asfaltudgave af fodboldspillet, men også panna, hvor der spilles én mod én, og hvor det selvfølgelig også handler om at score flest mål, men en tunnel på modstanderen er lig med sejr. Sidste disciplin er freestyle, hvor det handler om at jonglere og lave tricks. Fælles for de tre udgaver af spillet med fodbolden er, at fokus er på teknik. Så boldøje, smidighed og en god balance er ikke de værste egenskaber at være i besiddelse af, hvis du vil kaste dig ud i en af de fede discipliner.
  • FODBOLD - Der findes nok ikke mange i landet, der ikke kender til spillet, som i årevis har gået under betegnelsen Danmarks nationalsport. Holdspillet med den runde læderbold kræver ikke specifikke færdigheder hvad angår smidighed og råstyrke, men stiller krav til boldøje og kondition.
  • AGUILITY betyder raskhed, behændighed eller hurtighed og er en sportsgren der dyrkes med en hund. Føreren skal guide hunden igennem en bane med opstillede forhindringer med færrest mulige fejl på den hurtigst mulige tid. Sporten kan dyrkes af alle og stiller ikke specielle krav til fysisk styrke og er for folk, der kan lide at komme ud med sin firbenede ven.
  • YOGA består af en række statiske øvelser, dynamiske skift og dybe stræk, der kræver energi og giver sved på panden. Det kan sågar dyrkes i vand. Det handler om fokus, balance og smidighed og kan dyrkes af folk i alle aldre.
1 / 30

DGI's Landsstævne finder i år sted i Aalborg og løber af stabelen fra onsdag d. 29. juni til søndag d. 2. juli. I løbet af fire dage vil der være mulighed for at stifte bekendskab med et utal af sportgrene og begivenheder.

I billedserien ovenfor kan du blive en smule klogere på Landsstævnets mange idrætstilbud.