Danske Andreas Bube misser VM i atletik

800 meter-løberen blev forbigået ved sidst kvalifikationsstævne og klarede ikke VM-kravet.

VM i atletik bliver uden Andreas Bube. (Foto: © Arnd Wiegmann, Scanpix)

VM i atletik i august bliver uden Danmarks hurtigste på 800 meter. Andreas Bube har ikke klaret VM-kravet på 1.45,90, og ved et stævne i Belgien lørdag, som var sidste chance for at nå det, blev han ikke inviteret med.

- Jeg regnede med, at jeg skulle have det her sidste stævne i denne weekend, hvor kvalifikationsperioden slutter. Det fik jeg så desværre ikke. Jeg havde forventet at løbe til stævnet, og min agent mente ikke, det ville blive et problem at få mig ind. Men i sidste ende besluttede arrangøren ikke at invitere mig.

- Det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over. Det var det eneste stævne i Europa, hvor der var chance for at klare VM-kvalifikationen. Det er ret nederen, siger Andreas Bube til DR.

Kun Usain Bolt kan vælge selv

Det ærgrer naturligvis den danske atlet, som tidligere på ugen satte sin personlige bedste tid i år, da han løb 1.46,39 – altså 49 hundrededele fra kravet. Han føler, at han formen var god nok til at kunne kvalificere sig, hvis han havde været med lørdag.

- Det er sygt træls ikke at få lov til at give det et sidste forsøg. Jeg ved også, at det er sådan, det fungerer inden for atletik. Man kan ikke selv vælge sin konkurrencer, ved mindre man hedder Usain Bolt eller er i den absolutte verdenselite. Vi andre må se, hvor vi kan komme med, men i sidste ende er det stævnearrangøren, der bestemmer, om vi får lov at løbe. Det er bittert, men sådan er vilkårene, siger Bube.

- Jeg har været sygt godt kørende til træning, været i rigtig god form, men jeg har haft mange uheldige konkurrencer med enten dårligt vejr eller noget andet. Det er frustrerende, for jeg har løbet hurtigt til træning. Havde jeg haft de rette omstændigheder med godt vejr og en god bane, kunne jeg fint have klaret det VM-krav. Så målet for resten af sæsonen er at løbe nogle hurtige løb og vise, at jeg har højt niveau og burde være med til VM, siger han.

5-10 procents chance

Der eksisterer stadig en teoretisk mulighed for at komme med til VM. De 48 hurtigste løbere inviteres med til VM, men melder nogle af dem fra, inviteres de næste i rækken. Her er der dog otte løbere, som er hurtigere end Bube, og det kræver derfor en del afbud, hvis danskeren skal komme til VM alligevel.

- Der er meget, meget lave chancer. Måske 5-10 procents chance for at blive inviteret med. Der er otte foran mig, som er lige uden for de top-48. Der er altså otte, der skal vælge ikke at tage med. Der er altid et par stykker, der er skadet, eller nogle som satser på en anden distance, men at otte løbere gør det, er ikke sandsynligt, siger Andreas Bube.

VM i atletik foregår i år i London fra 5. til 13.august. Du kan følge begivenhederne og de danske atleter direkte på DR3, hvor Henrik Liniger og Christian Munk Petersen sidder klar ved mikrofonerne.