Børnesoldater
Da China var ni år, blev hun soldat i Uganda. I ti år kæmpede hun i National Resistance Army. Hæren ødelagde hendes barndom.
FN's børnefond, UNICEF, anslår, at 300.000 børn deltager i krige. Børn på kun syv år lever som soldater i Afrika. Børnene bliver ofte kidnappet af oprørshære. Nogle søger selv tilflugt hos oprørerne, fordi deres familie er blevet dræbt. I hæren får de mad og beskyttelse. Mange børnesoldater tager stoffer.
I 2000 vedtog en række lande en tillægsprotokol til FN's børnekonvention. Ifølge den må børn under 18 år ikke deltage i væbnede konflikter. Men en underskrift på en international aftale er ikke altid garanti for beskyttelse. Børn tvinges fortsat til at dræbe hinanden i Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika.