Knæk plastikken

Hvordan kan vi få plastik til at forsvinde, så det ikke forstyrrer livet i havet? Hjælp med at knække udfordringen med plastik i havet.

Kender du det? Det er sommer, solen skinner, og du tager en dukkert i det dejlige hav. Pludselig svømmer du ind i et stykke ispapir og et ødelagt engangskrus viklet ind i tang. Klamt!

Knæk udfordringen

Hvordan kan I med teknologi hjælpe jeres forældre med, at plastik ikke ender i havet?

Kan I finde på en løsning, der fanger plastikemballage fra gaden, inden den falder ned i kloakken? Kan du lave en løsning, der forvandler plastikaffald om til noget brugbart?

Det vil hjælpe med at løse FN’s 14. verdensmål, som hedder 'Livet i havet'.

Fangede i den? Ellers kan I se videoen nedenfor, hvor Thor og Sofie præsenterer jeres udfordring. Print også denne guide, som kan hjælpe jer i jeres idéudvikling.

Undersøg udfordringen

Hvert år ender 8-10 millioner ton plastik i verdenshavene. Det er et af de hurtigst voksende miljøproblemer i verden.

Vi ser kun den lille bitte del af plastikken, som samler sig i overfladen af vandet og på stranden. Men hele 94 procent af al plastik synker til bunds.

Havstrømmene gør, at plastik samler sig i det, der er kendt som ’plastiksupper’ fem steder i verdenshavene. Tilsammen er de fem plastiksuppers areal på størrelse med hele kontinentet Afrika.

Faktisk stammer plastikforureningen i havet i høj grad fra vores aktiviteter heroppe på land. Så der er en masse, vi kan gøre for at forhindre plastikken i at ende i havet.

Det gælder derhjemme, hvor vi for eksempel kan sortere plastikaffaldet korrekt, så det kan blive genanvendt eller lavet om til energi i forbrændingsanlægget.

Det gælder også ude på gaden, i naturen, på stranden og i havet, hvor brugt plastik naturligvis slet ikke hører hjemme.

Find på en genial idé

Dine forældre ved sikkert allerede en masse om, hvordan man sorterer plastik. Men de har alligevel brug for jeres hjælp til at blive mere klimavenlige - og ikke mindst at finde på noget helt nyt.

Tænk på alt det, I har lært om plastik i havet fra jeres undersøgelser, og find så en idé til, hvordan I kan bruge teknologi til at hjælpe jeres forældre med at forhindre plastik i at ende i havene.

Bare giv den gas! Tegn, dans, lav store armbevægelser eller skriv en masse stikord, når I udvikler jeres idé. Digt videre på det, I siger eller viser til hinanden, og se, hvor det fører jer hen.

I skal bare huske at tænke et spændende teknologisk redskab ind i jeres idé. Det kan være en mikrocomputer, en 3D-printer, sensorer eller hvad I nu ellers kender til af robotter og tech-dimser. Det er helt op til jer.

Har I brug for inspiration? Se videoen, hvor Karla fortæller, hvad hun har fundet på.

Byg din idé

Når I først har fået en genial idé, kan I vælge at arbejde videre med den. Hvis I vil det, skal I konstruere et bud på en løsning - altså bygge en model af den idé, som I har fået.

Det kræver måske, at I arbejder sammen med nogle venner, der er dygtige til at bygge noget i pap, træ, papir – og måske nogle venner, som er super skarpe til at kode.

KOLOFON

  • DR laver ultra:bit i partnerskab med CFU, og indsatsen er støttet af Industriens Fond. Desuden støtter og bidrager en lang række aktører på forskellig vis.

GENVEJ