Elevopgaver til mellemtrin og udskoling
Du lærer om, hvad der står i FN’s Børnekonvention og får en fornemmelse af, hvorfor det er vigtigt at have en konvention, som beskytter børns rettigheder
Du skal se fem klip fra Ultra Nyt, og du skal både have undervisning i klassen og arbejde i grupper.
Elevopgaverne:
Undervisningen begynder i klassen. Her viser jeres lærer jer klippet:
Efter I har set det, skal I svare på følgende spørgsmål:
Hvor mange rettigheder er der ifølge klippet i FN’s Børnekonvention?
Hvilke rettigheder bliver nævnt i klippet?
Diskuter i klassen, hvilken rettighed af de nævnte, som er den vigtigste og hvorfor.
Hvorfor tror I, at børn har ret til at lege og være børn?
Ifølge konventionen er man et barn, indtil man fylder 18 år. Hvornår synes I, at man ikke længere er et barn?
Nu deler jeres lærer jer ind i grupper – dernæst skal I se fire klip mere fra Ultra Nyt:
Nu skal I svare på en række spørgsmål om klippene.
1:
Måske du her til morgen var træt af, at du skulle op og i skole. Andreas må i klippet ikke deltage i skolens aktiviteter og undervisning.
Andreas mister altså retten til at gå i skole. Hvordan oplever han det?
Hvorfor er det vigtigt, at børn har ret til at gå i skole?
2:
Mia mister retten til privatliv. Hendes mor overvåger hende og blander sig i hendes liv på de sociale medier.
Hvor meget må forældre blande sig i børns privatliv på de sociale medier?
Hvorfor er det vigtigt, at børn og forældre ikke deler alt i deres privatliv?
Mias storebror læser i hendes dagbog – noget, ingen har gjort før. Hvorfor er det særligt slemt, at en anden læser i ens dagbog?
Beskriv for hinanden de rettigheder, I har derhjemme. Hænger rettighederne sammen med pligter?
3:
Liva mister retten til at sige sin mening. Hun oplever det som meget frustrerende.
Retten til at sige sin mening kalder vi også for ytringsfrihed. Hvorfor er det så vigtigt i et demokrati?
Skal man have ret til at sige, hvad man vil, eller skal der være grænser? Prøv at komme med eksempler på, hvad I ikke synes, det er i orden at sige.
4:
I klippet "Sådan er det at miste rettigheder – og få dem igen" fortæller de tre om, hvordan de oplevede forsøget. Det har været irriterende, gjort Andreas sur og fået Mia til at tænke mere over de rettigheder, hun har.
Hvor ofte tænker I på, hvilke rettigheder I har?
Tror I, at alle børn i verden har de samme rettigheder?
Hvis I kunne bestemme en rettighed, som alle børn skulle have, hvilken skulle det så være?
Skriv jeres forslag på en fælles ”rettigheds-planche”, som I hænger op i klassen.
Forslag til andre aktiviteter:
Prøv at fratage eleverne rettigheder i undervisningen som et kort forsøg i en del af timen.
For eksempel:
Enkelte elever må ikke sige noget.
Nogle elever kan ikke få hjælp af kammeraterne og læreren.
Enkelte elever må ikke få et bord.
OBS:
Pas på: Det skal være et forsøg med kontrol, for det kan være en meget ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse for de involverede.
Det er en god idé at vende tilbage til emnet løbende, når det er relevant. Det kan være pga. aktuelle begivenheder eller situationer, hvor elever oplever, at deres rettigheder bliver krænket.