Tilbage i 1980’erne svømmede pausefiskene lystigt på skærmen hos DR, før et nyt program skulle starte, eller hvis der var teknisk uheld.
Pausefisk blev ligefrem et ord i Den Danske Ordbog, og for mange var fiskene også ensbetydende med, at der nu snart var noget godt på vej. Ikke mindst inden børneprogrammerne tog fiskene et par ture i bassinet til ære for seerne.
Da monopolet blev brudt sidst i 1980’erne, gled pausefiskene ud af skærmbilledet - og faktisk forsvandt de så meget, at DR ikke havde nogle optagelser med dem. DR's arkiv rummede kun programmerne, og ikke det ind imellem.
Takket være nogle gamle VHS-bånd fra DRs B&U-afdeling, der skulle vise sig også at indeholde masser af pausefisk, er de nu tilbage, og du kan sætte dem på ved at åbne videoen ovenfor, hvis du har lyst til en sommerferie, hvor skærmen bliver brugt til noget andet end normalt. Vi har klippet en times pausefisk-optagelser sammen, og der er både ur, programtekster og musik på – nøjagtig som der var dengang.
Tag en slapper og sæt DR's pausefisk på.