Danyelle America – det hedder hun – har sin helt egen ”Hall of Fame”. Sin væg med billeder af stærke og inspirerende sorte ledere. Martin Luther King, Nelson Mandela, Louis Farakhan, Malcom X, borgmester Harold Washington, forfatteren Harriet Beecher Stove. Oppe til venstre hænger Barack Obama.

- Min datter insisterede på, at han skulle med også, siger Danyelle med et grin og følger Sheila, en ung sort pige, ud i sit køkken for at få fikset håret.

Køkkenet ligger bagerst i Danyelles hus, hvor luften har en sød parfumeret duft. Det er et af disse typiske smalle amerikanske huse, der rækker langt tilbage, gennem stuen med Danyelles ”Hall of Fame”, forbi to soveværelser, to badeværelser, og så er køkkenet der. I dag også hendes frisørsalon.

Der var engang, i en anden tid med andre håb, Danyelle havde sin egen salon. En hel trailer med seks ansatte. Men det er fortid. Nu er hun tilbage i Chicago, i det endeløse, fattige South Side, hvor de aldrig lader nogen glemme, at det var dem, det skabte Barack Obama.

Nu er det 2018. Der er midtvejsvalg om få dage, og Trump siver ind i deres diskussion i køkkenet. For Danyelle støtter Donald Trump.

- Folk kalder ham et fjols , kalder ham det ene og det andet, men jeg følger en milliardær, der er et fjols, før jeg følger en eller anden med en hel masse ord, som ikke kan vise mig, hvad man får ud af det, siger Danyelle.

- Trump vil påvirke, ændre mere end Obama gjorde. Obama var blød i det. Denne her præsident siger lige ud, hvad han står for, og det kan jeg godt lide, siger Sheila, der ikke lægger skjul på, at Obama skuffede hende.

- Jeg kan huske, at alle var begejstrede. Han vandt! Han var blandet race. Jeg fortryder intet. Men der var ikke nogen, der var tilfredse med, hvad han gjorde. Han var sort. Jeg gik ind for ham med hud og hår, siger Danyelle om Obama.

- Min salon nede i South Carolina var kontor for hans valgkampagne. Vi hjalp med at registrere vælgere. Og så så jeg ham blive træt.

I dag er Donald Trump præsident. Nu skal vælgerne fælde deres dom over hans første to år ved midtvejsvalget den 6. november. For Trump gør alt for, at valget skal handle om ham.

Danyelle og Sheila er to sorte - to kvinder, der efter normal politisk logik vil støtte Demokraterne.

Men al politisk logik er forsvundet i det amerikanske samfund. I dag støtter både Danyelle og Sheila Donald Trump, fordi de føler sig frarøvet deres håb, føler sig fastlåste i den lavere middelklasses drømme om en bedre fremtid, der er blevet til en illusion i et stadig mere ulige amerikansk samfund. Hvor du ikke kan overleve med et job på mindstelønnen. Hvor det demokratiske parti har glemt sine rødder og mange steder er blevet velhavernes parti. Og fordi de ikke ”kunne holde Clinton-familiens løgne” ud.

Vi kører ud i South Side til en lille tacos-biks på 47. gade, hvor Danyelle kom som barn. Vi kører forbi de mange tomme grunde, hvor der engang lå villaer.

Vi kører forbi gadehjørnerne på 47. længere mod vest, hvor lokale hænger ud i den kolde efterårsblæst. De står med deres plastikposer og brune papirposer med flasker i. I USA må du ikke drikke fra en flaske på gaden. Den skal være pakket ned.

Hun stopper ved sit gamle handelsgymnasium, en vældig bygning – hvor halvdelen i dag er lukket ned og har træplader for vinduerne. Et trist syn på forfald, hvor områdets unge burde strømme ind og ud. Nu er der tomhed. Stilhed.

Det er 10 år siden, jeg sneglede mig op ad Main Street i Columbia, South Carolina. Jeg ledte efter frisør-salonen ”Fabulous”. Det var i januar 2008, da kampen mellem Barack Obama og Hillary Clinton flænsede det demokratiske parti fra hinanden.

I Syden var et af Obamas våben sorte kvindelige frisører i deres saloner, hvor kunderne bruger timer på at ordne hår – med tid til at tale politik, tale håb, tale om den første sorte kandidat, der for alvor havde en chance for at blive præsident i Det hvide Hus.

Jeg ved ikke, hvad jeg dengang havde forestillet mig, men ”Fabulous” var en sprudlende beauty-salon i en trailer. Reklamen udenfor skiltede med ”Voksede øjenvipper: 25 $”.

Det var Danyelles rige, med vaske-kummer, stole, der kunne svinge rundt, og en lille pige, der fik sat sit fine afro-hår, mens Danyelle vaskede og klippede. Det var en business på vej frem, trods den økonomiske krise dengang, der ellers fik kunderne til at sidde på pengene.

Hun var 42 år gammel med fem år på bagen i den amerikanske hær, udstationeret i Landstuhl i Tyskland. Hun havde rejst Europa tyndt og elskede Provence. Og områdets sorte kvinder stod i kø for at få deres hår ordnet – og der blev talt politik. Der blev talt Obama. Og der blev talt håb.

- Sundhed og uddannelse. De er de vigtigste emner, sagde hun dengang.

- Her i South Carolina dropper 54 procent ud af high school. De unge bliver ikke i skole eller går videre til college, for her i området er det at gå på college det samme som at tage til månen.

Og Obama var hendes politiske helt. Han talte om penge til uddannelse, penge til de unges fremtid. Og hun sagde dengang:

- At se en sort mand forsøge at blive præsident i USA. Det giver håb.

I dag er historien en anden.

- Jeg ønskede af hele mit hjerte at Obama ville blive den præsident, vi troede, han ville være, som langt om længe ville rejse sig, ville sige: Jeg kender jeres kamp. Jeg ved, hvad det handler om, når vi taler om masse-fængslinger, når vi taler om fattigdommen i America, om lukningen af skoler her i Chicago, om kriminaliteten i Chicago, der er helt ude af kontrol, her i din hjemby.

- Hvis du ikke kan ændre noget lige her, hvor du kommer fra, hvordan kan jeg så have tillid til, at du kan forandre Amerikas forenede Stater, siger Danyelle i dag.

- Jeg ville have ham til at være de sortes præsident, have ham til at sige det. Men det gjorde han ikke.

Og så ramte vandmasserne Columbia, South Carolina den 3. oktober 2015.

Regnen væltede ned i dagevis. De værste tropiske regnskyl i mere end 100 år i South Carolina, kaldte den nationale vejrtjeneste dem. Adskillige omkom.

I Main Street steg vandet. Det trængte ind i salonen. Da det nærmede sig de elektriske stikkontakter nede på væggene, var det på tide at komme ud. Og vandet tog hendes salon.

Næste gang Danyelle så sin trailer-salon, var den skyllet væk af vandmasserne. Totalt ødelagt. Som veteran var hun dækket af militærets forsikring. Da kampen med forsikringsselskabet var slut, stod med hun med sølle 7.000 dollar i kompensation for sit ødelagte livsværk.

10 år senere er Danyelle tilbage i sin fødeby Chicago, i kvarteret hvor hun voksede op – hvor Obama boede, da han begyndte sin vej mod magtens tinder, i South Side. Fattigere, med færre illusioner, men med viljen til at kæmpe sig op igen.

Hun sidder der i sin stue, foran sin Hall of Fame i en sort t-shirt, hvor der står: ”Slaveriet ødelagde os! Religionen splittede os! Uvidenheden kontrollerer os! Sandheden skræmmer os!”

Og det er der, hun føler sig inspireret af Donald Trump, af manden, af forretningsmanden, af politikeren, der ikke er så politisk korrekt, og som siger alt, hvad han mener, også selvom det er noget vrøvl. For Danyelle mistede alt undervejs og er ved at bygge sig selv op igen, mens hun balancerer på kanten af den økonomiske og sociale afgrund, millioner af amerikanere ser ned i hver eneste dag.

Hun trækker de gardiner fra, der ellers er trukket for hele dagen. Vi er immervæk på South Side. Hun fortæller om kvarteret, der engang var sort middelklasse, men i dag er sunket ned i fattigdom.

- Se der. Alle de tomme grunde. Der var huse. Så havde ejerne ikke råd til at holde deres ejendom. Den forfaldt og kunne ikke sælges. Så flyttede de bare, og huset blev revet ned. Se lige overfor! Ejeren bor i underetagen. Resten er tomt. Og han kan end ikke holde haven. En dag er han væk. Så overtager kommunen ejendommen og river huset ned. Så bygger de nyt og bedre, siger hun.

Huslejerne stiger. De fattige – altså de sorte – må flytte ud. ”Gentrification” – hedder det. Eller med andre ord: Man gør det umuligt for fattige at klare boligudgifterne og tvinger dem ud af områder, hvor priser og skatter stiger. Det sker her i South Side.

Jeg spørger Danyelle, om hun ser sig selv som en succes. Hun trækker på det.

- Succes?

Og så tegner hun langsomt portrættet af en opvækst og en tilværelse, som millioner af sorte i USA kan identificere sig med – og som for hende betyder, at Obama ikke slog til som præsident og inspiration, så nu er hun med Trump.

- Min søn har taget en college-uddannelse. I engelsk litteratur, siger hun med varme øjne.

- Men han arbejder på en olieboreplatform for at betale studiegælden af. Min datter er lige ved at gøre sin college-uddannelse færdig. Det er succes. Mit barnebarn på otte gør det godt i skolen. Det er succes. Men min egen tilværelse har været ”rocky”

Hun voksede op i kvarteret. Barndommen var tryg. Hendes far studerede matematik. I 14-årsalderen gik det op for hende, at han var narkohandler.

- Han var omkring de 50, da han besluttede, at han ikke ville have en fattig familie, han ikke kunne forsørge. Så han blev offer for ”djævlen”, som jeg kalder det, siger hun.

- Han var meget privat. Han var aldrig stolt af det. Han erkendte bare, at det var den måde, han kunne tage vare på sin familie på. Og deres tilværelse var ikke en 9-17-tilværelse. Så jeg holdt tit til hos min bedstemor. Hun havde til tider 17 af os i sin et-værelses lejlighed. Det var de bedste øjeblikke i min barndom. Det var familie.

Jeg spørger hende, hvorfor hun gik ind i hæren. Hun tøver. Så kommer det.

- Det var familien. Min mor blev afhængig af crack i 1981. Jeg havde en lillesøster, der var 10 år yngre. Og min bror gik i Marineinfanteriet og blev der 32 år. Jeg rejste i 83, meldte mig til hæren. Jeg var nødt til at komme væk.

- Hvad var der sket, hvis du var blevet?

- For at være ærlig, så var jeg endt i fængsel eller død. Jeg så den tilværelse, den livsstil. Jeg vidste, at det førte til ødelæggelse. Min egen mor var på crack.

Det var dengang. Og i dag, som Danyelle siger det, ”er de unges virkelighed, at de enten kan blive narkohandlere, strippere eller basketball-spillere. De har ikke meget andet at se op til eller drømme om.”

Og alligevel endte den tidligere soldat, kvinden med sin egen virksomhed, sin frisør-salon med seks ansatte og forkæmper for Obama i fængsel. Det kommer langsomt frem.

- Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle det her. Men jeg skjuler jo ikke noget. Jeg var selv i fængsel. I et forbundsfængsel i seks måneder. For at sælge kopi-varer, bælter, punge i min salon i South Carolina. Varer jeg købte og betalte moms af. Varer, hvor jeg betalte skat af fortjenesten. Seks måneder for en ikke-voldelig forseelse. Så seks måneder i husarrest med fodlænke. Her! Og dommeren lagde ikke skjul på, at det er os små i samfundet, der bliver taget.

- Se på de rige og på eliten. De svindler for millioner og slipper med et smæk over fingrene, mens middelklasse og fattigfolk bliver sendt afsted til fængsel, så dem, der ejer fængslerne kan tjene på os. Men - nu er jeg i gang med at bygge min tilværelse op igen. Her. Hjemme. I Chicago.

Når Danyelle ikke er frisør uden salon, sælger hun ”stuff” fra sin bil. Bælter, tasker - alt sammen noget, hun betaler skat af, og ikke længere kopivarer.

Vi kører over til en parkeringsplads foran den lokale ”Family Dollar” – et lavprisvarehus i ordets virkelige forstand, der forsyner Amerikas fattig-områder. Der er allerede et par andre i deres varme jakker og huer i den kolde blæst med deres varer på kølerhjelmene.

Vi kommer sent, men der er en ung pige, der har bestilt en bestemt vare. Hun dukker op. Er tilfreds. Får sin vare. Og vi glider ud fra parkeringspladsen foran Family Dollar i South Side – markedspladsen for de, der har lidt eller slet intet.

Amerika ligger i ruiner, mener Danyelle. Og Trump er en afspejling af hvad der sker i Amerika: Ingenting.

- Alle råber op om det ene og det andet. Men der er ingen, der virkelig løser nogle problemer og hjælper folk. Man taler om at bygge en mur – men indvandrerne er her allerede. Man taler om krigen mod terror – efter man har lukket dem ind? Hold op. Det er en joke! siger hun og fortsætter:

- Jeg vil respekteres som et menneske, og jeg forventer, at mine børn har en fair chance i Amerika, fordi de er amerikanere. De er født her. De er efterkommere af afrikanere og af slaver, men eftersom vi har været med til at bygge dette land, så giv os noget at arbejde med. Giv os lige muligheder! Muligheder for at købe jord, for at købe ejendom, og så skal du bare se, hvad vi kan gøre! Men de fleste sorte virksomheder går ned, fordi vi prøver at slå os op med vores egne begrænsede midler – og vores penge når ingen vegne.

- Men tror du, at Trump vil give jer de muligheder? spørger jeg.

- Ja, og jeg tror at han ville gøre endnu mere, hvis man prøvede at samarbejde med ham. Jeg har aldrig mødt ham, men han ligner en præsident, der vil lytte. Hvis du kommer med et forslag til ham, lægger det på bordet, så han kan se det sort på hvidt, så ved jeg, at han vil støtte det.

Men hvad med hans værdier? Hvad med Trump og kvinderne? Hvad med Christine Blasey Ford og højesteretsdommer Brett Kavanaugh?

- Er hun blevet overfaldet? Ingen tvivl om det. Har de gravet historien op mere end 30 år efter det skete for at sværte ham? Selvfølgelig!

- Men hun er blevet en succesrig kvinde. Hvis det er så slemt, så har hun råd til at få behandling. Hele denne #MeToo bevægelse, hvor kvinder kommer ud af panelerne 30, 40 år efter noget skete og siger: Jeg blev seksuelt misbrugt. Come on! Hvor der er penge, mænd og magt er der kvinder.

- Hvorfor?

- Sådan har det været siden Abraham Lincoln, og sådan er det i dag. Hvis der er tale om voldtægt, så er det noget helt andet. Men måske en mand kysser en og siger: Jeg ringer i morgen. Og så ringer han ikke, livet fortsætter, og han gifter sig med en anden. Come on. Det er 30 år siden. Kom videre. Jeg køber det simpelthen ikke, siger hun med den kynisme, der kommer fra en opvækst i et samfund fjernt fra golf-klubber og overklasse. I samfundet uden for hendes dør.

Danyelle argumenterer åbent for Trump, også blandt folk, hvor Trumps popularitet kan ligge et lille sted. For det er immervæk kun 14 procent af USA's sorte, der bakkede Trump og republikanerne op i 2016.

- Jeg taler om det med alle, fordi jeg virkelig står på mål for, hvad jeg tror på. Men jeg forsøger ikke nødvendigvis at få alle til at ændre eller skifte holdning. Verden er fuld af store mennesker med forskellige meninger. Det gør os alle unikke. Lad være med bare at sige: Jeg kan ikke lide ham. Jeg kan bare ikke lide ham. Han er hvid. Han er det ene og det andet. Vi ved, at han er hvid. Vi ved, at han har en skør side til sin person. Det har vi alle sammen. Og hvad så, hvis han har en anderledes frisure? Det, der tæller, er om han vil gøre min tilværelse bedre? Mine børns og børnebørns tilværelse bedre?

- Det er præsidenten. Og fattigfolk gør bedst i at vågne op. For der er ingen middelklasse mere. For 25 år siden talte man om at udradere middelklassen. Det er stort set sket. Det kommer kun til at handle om de, der har, og de, der ikke har. Det er min mening. Og det er ikke sjovt at være fattig – slet ikke, hvis du er både økonomisk, socialt og mentalt fattig. Du kan ikke overleve uden penge. Penge er ilt. Prøv at overleve uden. Det kan man ikke. Man kan ikke købe benzin. Mad er dyrt. Vi bliver nødt til at vågne op.

Og op til valget støtter Danyelle Trump.

Men hvad så med USA’s første sorte præsident? Jeg spørger hende:

- Og du følte aldrig, at Obama virkelig var DIN præsident?

- Nej, det var han ikke. Som en afro-amerikansk kvinde fra Chicago, der voksede op i en slags middelklasse – så nej. Det følte jeg ikke dengang, og det føler jeg ikke i dag.

- Men jeg ville jo ikke have vidst det, hvis jeg ikke havde prøvet det. Han fik chancen, siger hun i sin sorte t-shirt med ordene: ”Slaveriet ødelagde os! Religionen splittede os! Uvidenheden kontrollerer os! Sandheden skræmmer os!” Med sine sorte ledere på sin Hall of Fame bag hende – og i sin pæne stue med den parfumerede duft.