Velkommen til Jupiter!!! Sådan jublede NASA her til morgen.
Klokken 5:55 har NASA fået bekræftelse på, at Juno er gået i kredsløb omkring Jupiter. Se videoen øverst i artiklen.
Efter 10 års forberedelser, fem års rejse og tre milliarder kilometer er Juno nået ud til vores solsystems største planet, gasgiganten Jupiter.
Affyring af bremseraketterne i 35 minutter og otte sekunder sikrede, at Juno blev opsamlet af Jupiters tyngdefelt.
Signalet fra Juno var 48 minutter undervejs fra Jupiter til Jorden.
Nu går Juno i gang med sin første kredsløbsbane, der varer 53 dage. Derefter følger endnu en 53 dage lang bane, før man går ind i 37 kredsløbsbaner af hver 14 dages varighed, hvor man vil kortlægge Jupiter.
I løbet af et par dage vil NASA tænde instrumenterne ombord på Juno og teste, at de virker. Allerede senere i dag forventer NASA at få billeder hjem fra Juno.
Missionen slutter i februar 2018, hvor sonden skal styres ind mod Jupiter og brænde op i planetens atmosfære.
Læs mere om missionen nederst i artiklen og i vores mange andre artikler.
https://twitter.com/NASA/status/750176081987014657
KORT OM JUNO-MISSIONEN
- •
Rumsonden Juno blev opsendt den 5. august 2011.
- •
Juno fløj forbi Jorden i oktober 2013 for at få hjælp af Jordens tyngdekraft og centrifugalkraften for at komme ud til Jupiter.
- •
Juno ankommer til Jupiter natten til den 5. juli 2016 dansk tid og går i kredsløb.
- •
Juno skal kigge dybt ind i Jupiters atmosfære for at måle sammensætning, temperatur, skybevægelser og kortlægge Jupiters magnetiske felter, tyngdekraftsfelter samt strålingsbælter. Man håber, at missionen forbedrer vores forståelse af solsystemets begyndelse.
- •
DTU Space har leveret udstyr til navigation i form af stjernekameraer, der fungerer som kompas samt bidraget til videnskabeligt måleudstyr til brug i magnetometrene ombord. DTU Space deltager også i missionens videnskabelige arbejde.
- •
DTU fra Danmark og et italiensk hold er de største udenlandske deltagere i selve Juno, mens mange andre forskningsinstitutioner er klar til at behandle data, der kommer retur fra Jupiter.
- •
Juno-fartøjet vil kredse om Jupiter i 20 måneder og nå omkring den gigantiske gasplanet 37 gange. Missionen slutter i februar 2018, når Juno sendes ind i Jupiter og brænder op i atmosfæren.
- •
Juno er opkaldt efter guden Jupiters kone, Juno, i den romerske mytologi. Guden Jupiter skjulte sig i en sky, men Juno kunne se gennem skyen.
- •
Juno har tre små Lego-figurer i aluminium med ombord: Juno, Jupiter og videnskabsmanden Galileo Galilei, der opdagede Jupiters fire mest kendte måner gennem et teleskop i 1610.
Kilde: NASA og DTU Space