Unges viden om solsystemet halter

En ny undersøgelse lavet af Epinion viser, at mange unge danskere ikke har særligt godt styr på hvordan vores nabolag i Universet ser ud.

Unge danskere kigger måske mere på computeren og fjernsynet end på den rigtige stjernehimmel. (© ColourBox)

Noget tyder på, at en del unge danskere ikke har hørt specielt godt efter i fysiktimerne, da det drejede sig om Solsystemet og universet omkring os.

Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for DR Videnskab.

På spørgsmålet ”Hvor mange planeter – ud over Pluto - er der i vores solsystem inklusiv Jorden?”, har 44 procent svaret, at de ikke vidste det.

Kun 23 procent har svaret rigtigt på spørgsmålet, at der er otte planeter inklusive Jorden, mens resten af svarene ligger spredt fra 1 planet i solsystemet, til 13 og derover.

Endnu værre bliver det, da respondenterne skal svare på hvilken planet, der er nærmest Jorden.

Her svarer næsten halvdelen, at Mars er tættest på Jorden. Mens kun otte procent svarer, at Venus er vores nærmeste nabo, som ellers er det rigtige svar.

Fordi planeterne kredser i forskellige baner, er Venus ikke altid tættest på, men af alle planeterne kommer den tættest på Jorden.

Ved ikke meget om stjernehimlen

Faktisk svarer halvdelen af de adspurgte, at de enten ved lige så meget om, eller mere om, science fiction filmserien Star Wars, end de ved om stjernehimlen.

40 procent svarer da også, at de aldrig bruger tid på at se tv, film eller at læse om stjernehimlen.

Epinion har stillet over 1000 danskere mellem 18 og 34 en række spørgsmål om Universet og Star Wars.

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med, at DR Videnskab og DR3 mandag sender programmet DR3 Live fra Stjernerne, som sammenligner den populære filmserie Star Wars med det rigtige univers.

I programmet leder værterne Sigurd og Snake efter fantastiske planeter og stjerner fra Star Wars i vores eget univers, med hjælp fra en lang række astronomer i ind- og udland - mens reporter Lars Ostenfeld besøger Danmarks største stjernekikkert på De Kanariske Øer.