Da New Horizons-sonden i sommers fløj tæt forbi dværgplaneten Pluto på kanten af solsystemet, glædede astronomer og planetforskere sig til resultaterne.
Men ingen havde forestillet sig, hvor mange og hvor store opdagelser missionen ville føre til.
Indtil videre er mere end 50 fantastiske videnskabelige opdagelser gjort.
Her er de seks største:.
1: Isvulkaner rager flere kilometer op
Geologer har kombineret billeder fra New Horizons-sonden og fundet ud af, at nogle af Plutos største bjerge kan vise sig at være enorme isvulkaner.
Og det tyder på, at isvulkanerne har været aktive i nyere tid.
Isvulkanerne ligner lavaspyende vulkaner vi kender fra Jorden. Men i modsætning til vulkaner som Vesuv, regner forskerne med, at Plutos vulkaner spyr en "sludet" blanding af vandis, frossen kvælstof, ammoniak og metan ud, i stedet for lava.
2: Overfladen er både ung og oldgammel
Plutos overflade har vist sig at være utroligt varieret i både type og alder.
Visse områder er så arrede af meteorkratere, at de sandsynligvis stammer fra tiden omkring solsystemets dannelse.
Andre områder er til gengæld dannet indenfor de seneste 10 millioner år, hvilket nærmest er nyfødt i geologisk tid. Helt tredje områder ligger midt imellem.
Det tyder alt sammen på, at Pluto er geologisk aktiv. Nu skal forskerne finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, for kloden burde være alt for kold til at være så aktiv.
3: Kratere giver ny viden om Kuiperbæltet
Ved at tælle kratere på Pluto har holdet bag New Horizons fået indsigt i hvordan, det bælte af iskloder, kaldet Kuiperbæltet, som Pluto er en del af, er sammensat.
De få små kratere på Plutos og dens måne Charons overflade fortæller en historie om, at Kuiperbæltet sandsynligvis har færre små objekter, end man tidligere troede.
Den opdagelse sætter spørgsmålstegn ved teorien om, at Kuipterbæltets dværgplaneter blev dannet af mange mindre asteroider. I stedet opstod de større objekter, som fx Pluto, sandsynligvis direkte - i nogenlunde den størrelse de har i dag.
4: Plutos små måner er snurretoppe
Udover Plutos store måne Charon, kredser fire små måner om dværgplaneten.
Dem har forbiflyvningen i juli også gjort forskerne meget klogere på.
Det var forventet, at månerne Styx, Nix, Kerberos og Hydra slingrede i deres baner. De seneste observationer fra New Horizon viser dog, at månerne slingrer langt mere end nogen troede.
https://www.youtube.com/watch?v=ei5aF6Bw56E
De fleste måner i det indre solsystem har den ene side låst mod den planet de kredser om, ligesom vores Måne har en "bagside", som vi aldrig ser fra Jorden.
Men Plutos små måner er de rene snurretoppe i sammenligning med vores Måne.
Observationerne tyder også på, at mindst to og måske alle Plutos små måner er resultatet af en sammensmeltning med andre små måner.
5: Charon er flækket på midten
Billederne af Plutos store måne Charon tyder på, at den har haft en voldsomt geologisk fortid.
Månen har en diameter, der er cirka halvdelen af Pluto, og den og Pluto kredser meget tæt om et fælles tyngdepunkt midt imellem de to kloder.
Nærbillederne viser, at Charon gennemskæres af en 1600 kilometer lang kløft, der på visse steder er fire gange så dyb som Grand Canyon.
Det tyder på, at månens skorpe på et tidspunkt er flækket, og at den ene halvkugle herefter har gennemgået store forandringer.
Sletterne syd for kløften er nemlig utroligt flade og glatte - og det tyder på, at de er meget yngre end resten af Charons overflade.
Det er et klart bevis på, at overfladen er blevet gendannet på et tidspunkt.
En teori lyder, at et indre ocean er frosset til is, og har fået månen til at flække. Den voldsomme omvæltning har fået et hav af isvulkaner til at spy deres frosne lava ud på overfladen.
6: Blå himmel over Pluto
De første farvebilleder fra Pluto viste, at dværgplaneten faktisk har en betydningsfuld atmosfære.
Og ikke nok med det. Himlen er også blå derude i solsystemets afkroge.
Partiklerne i Plutos disede atmosfære er godt nok sandsynligvis grå eller røde, men de spreder lyset, så det ser blåt ud.
Farven fortæller forskerne meget om, hvordan Plutos atmosfære er sammensat.
Den består sandsynligvis af såkaldte tholiner, som er sodlignende partikler, der er noget større end de kvælstof-partikler, der giver Jorden sin blå himmel.
Tholinerne opstår tilsyneladende i den øvre del af atmosfæren, hvor ultraviolet lys fra den fjerne Sol nedbryder og ioniserer kvælstof og metanmolekyler, så de reagerer med hinanden og skaber stadigt mere komplekse stoffer.
Til sidst daler de ned på Plutos overflade, hvor de er med til at give dværgplaneten dens - også nyopdagede - røde farve.