Lystfiskerne forventer en stor laksesæson

I går kastede tusindvis af lystfiskere snøren ud efter laks på den første dag i sæsonen. Selv om fangsten var lille, tror Danmarks Sportsfiskerforbund på en rekordsæson.

(Foto: © Piotr Wawrzyniuk, Scanpix)

Starten på laksesæsonen i åerne er nærmest på størrelse med juleaften, hvis man er lystfisker.

Så i går stod mange tusinde laksefiskere som sild i tønde for at fiske efter årets første laks i de vestjyske vandløb.

Sidste år var fiskeriet i april forrygende. I år var det mindre godt, for der blev ikke fanget mange laks på premieredagen. Årsagen er den kolde vinter og det tørre forår.

- Vandstanden i Skjern Å og de andre lakseåer er meget lav. Og det er sandsynligvis årsagen til, at der ikke er trukket så mange laks op i åen endnu i år, siger Jakob Sørensen, redaktør på Sportsfiskeren, til P1 Morgen.

Regner med en god sæson

Jakob Sørensen tror dog alligevel på en rigtig god sæson.

Han forklarer, at det danske laksefiskeri er inde i en positiv stime, og det har været meget stabil de senere år.

- Jeg er overbevist om, at så snart vi får noget nedbør, skal vi nok få laks i åen. Og jeg tror, at vi får en laksesæson i år, der er en kende bedre i år end sidste år, siger Jakob Sørensen.

Her til morgen havde Jakob Sørensen selv for anden dag i træk kastet snøren ud, denne gang ved den nedre del af Skjern Å.

En passioneret lystfisker fortæller

Hører du til de mennesker, der slet ikke kan sætte dig ind i, hvorfor laksefiskeri er så interessant?

Så hør lige her, hvorfor den passionerede laksefisker kan tilbringe timer langs åen.

- Det fascinerende ved laksefiskeri er, at man går herude i det store ingenting. Det hele virker utrolig dødt og tomt. Pludselig kommer drømmelaksen, som man har ventet på flere dage, måske flere uger, siger Jakob Sørensen.

- Og når man får fisken op, er den jo skønheden selv. Sådan en helt frisk forårslaks, helt stålblank med løse skel, det er jo den mest fantastiske skabning, man kan forestille sig, siger han.