Europæisk rumfart gør klar til Mars-mission på Sydpolen

Ophold på antarktiske forskningsstationer skal vise, hvordan mennesker klarer at rejse ud i rummet.

Forskningsstationen Halley VI er bygget på isflagen Brunt Ice Shelf. Isflagen driver mod nordvest med omkring en halv kilometer hvert år. Stationen består af otte moduler, der er forbundet af korte, fleksible korridorer. Modulerne står på hydrauliske ben monteret på ski, så man kan flytte forskningsstationen, hvis den kommer for tæt på iskanten. (Foto: © BAS–Sam Burrell, BAS–Sam Burrell)

Mens vi ser frem til forår og sommer, nærmer vinteren sig på den sydlige halvkugle af vores planet.

I den kommende vinter skal ESA, Den Europæiske Rumfartsorganisation, udføre fem eksperimenter med forskere på to forskningsstationer på Antarktis - Sydpolen.

Forholdene om vinteren på verdens mest golde sted vil minde om de forhold, som astronauter vil opleve, når de på et tidspunkt skal rejse langt ud i rummet for at udforske vores solsystem, forklarer ESA.

Isoleret og uden dagslys

Forskerne vil skulle leve sammen i seks måneder isoleret fra omverdenen på stationerne Concordia og Halley VI, og i fire måneder vil der være mørkt uden for, fordi Solen ikke når op over horisonten.

Samtidig ligger Concordia i 3200 meters højde over havoverfladen, og der udsættes forskerne for reduceret tryk, som også kan minde om ophold i Rummet.

To af forsøgene fra Concordia bliver udført samtidigt på Halley VI, der ligger ved havoverfladen, hvor trykket er normalt. På den måde kan man sammenligne forskningsresultaterne og se, om der er forskel på, hvordan mennesker reagerer på trykpåvirkning.

Forskningsstationen Concordia lægger hus til mange forskellige forskningsfelter som astronomi, seismologi, human fysiologi og glaciologi. Om sommeren er der fly næsten dagligt på forskningsstationen. Om vinteren sørger cirka 14 besætningsmedlemmer for at holde stationen kørende. (Foto: © ESA/IPEV/PNRA–E. Kaimakamis, ESA/IPEV/PNRA–E. Kaimakamis)

Hvordan har du det i dag?

Frivillige blandt forskerne fra de franske og italienske polarinstitutter på Concordia og frivillige fra det britiske polarinstitut på Haley VI vil over de næste seks måneder blandt andet føre videodagbog, og deres sociale samvær vil blive overvåget.

Et computerprogram vil analysere de mange data, og det vil opdage, hvis der sker ændringer i den måde forskerne er på over for hinanden og deres sindstilstand generelt gennem små ændringer i betoning og ordvalg, fordi det giver en ide om, hvordan mennesker har det.

Et andet forsøg vil teste, hvordan menneskers øjne klarer total mørke udenfor, og hvor den eneste lyskilde er kunstigt lys.

En ære at ruste os til Mars-missioner

- Vi er forpligtet til at støtte fremragende videnskab i Antarktis i alle discipliner. Vi er enormt glade for at være vært for disse nye eksperimenter, der kan hjælpe med at forberede - måske det største eventyr i historien - en bemandet flyvning til Mars.

Det siger David Vaughan fra British Antarctic Survey’s som ejer forskningsstationen Halley VI.

Lægen Beth Healey skal stå i spidsen for de fem forskningsprojekter, som ESA laver i de kommende måneder. (Foto: © ESA/IPEV/PNRA–B. Healy, ESA/IPEV/PNRA–B. Healy)