Danskere på vej med medicin mod resistente bakterier

Forskere på SDU tror, gamle præparater tilført lidt nyt kan dræbe livstruende bakterier.

Janne Kudsk Klitgaard og hendes kollegaer på Syddansk Universitet tror, at de kan finde frem til det perfekte præparat til at bekæmpe multi-resistente stafylokokker med. (Foto: © Henrik Gautier/SDU, SDU)

Hvert år bliver tusindvis af mennesker ramt af stafylokok-infektioner, der ikke kan slås ned med antibiotika. Og problemet er stigende.

Nu mener forskere ved Syddansk Universitet, at de er på vej til at finde en løsning på det problem.

Tesen er, at de kan tage et kendt præparat som penicillin og tilføre det et nyt stof, der sammen med penicillin virker mod de modstandsdygtige bakterier.

Skizofreni-medicin bekæmper bakterier

Tilbage i 2008 startede forskerne på at undersøge virkningerne af et gammelt præparat mod skizofreni (thioridazin) på multi-resistente stafylokokker.

Det kunne slå stafylokokkerne ned. Men man vidste ikke, hvordan det virkede. Det ved man nu.

Og dermed kan man for alvor give sig i kast med at finde en ny medicin mod de antibiotika-resistente bakterier.

Kan slå hul i bakteriens cellevæg

Forskergruppen har testet thioridazin på stafylokok-bakterier i rundorm, og set, at ormene blev kureret for stafylokokker i tarmen.

Forskerne fandt ud af, at thioridazin svækker bakteriens cellevæg, fordi den fjerner glycin (en aminosyre) fra cellevæggen.

Når der mangler glycin, kan antibiotikaen angribe den svækkede cellevæg og dræbe stafylokokbakterierne.

Forventning om mere der også virker

- Det banebrydende ved vores forskning er, at vi har fundet ud af, hvorfor et psykofarmakum virker som et hjælpestof sammen med kendte antibiotika.

Det siger Janne Kudsk Klitgaard, postdoc ved Klinisk Institut og gæsteforsker ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet.

- Pointen er, at man så sikkert også kan finde andre kendte medikamenter, der også kan bruges til patienter med antibiotika-resistente bakterier.

Forskerne ved endnu ikke, præcis hvilken del af thioridazin, der påvirker stafylokokkens cellevæg, Men når man finder ud af det, kan man lave det "perfekte" hjælpestof.

Hent gamle præparater frem igen

- Så kan man hente antibiotika op af skuffen igen og bruge sammen med hjælpestof, siger Janne Kudsk Klitgaard.

Fx vil det være en fordel at kunne bruge penicillin, fordi det er billigt, der er få bivirkninger.

- Og det virker rigtig godt i forhold til andre antibiotika, der er dyre og har mange bivirkninger, siger Janne Kudsk Klitgaard.

Skal væk fra psykofarmakum

Det er heller ikke hensigtsmæssigt at behandle mennesker ramt af bakterier med psykofarmakum, der er udviklet til at hjælpe patienter med en psykisk sygdom.

- Så vi skal se på, hvordan vi kan fjerne de dele af stoffet, som behandler hjernen, så vi ender med et stof, der ikke er et psykofarmakum, siger Janne Kudsk Klitgaard.

Forsker videre på mus og grise

Næste skridt for forskerne bliver at lave test på mus og grise. Forsøgene med grise går i gang til efteråret. Og forskerne skal også have hjælp af kemikere til udviklingen af selve medicinen.

Forskergruppen består blandt andet også af professor Hans Jørn Kolmos og lektor Birgitte H. Kallipolitis, og har folk med fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi og Klinisk Institut ved Syddansk Universitet.

Forskerne publicerer deres nyeste resultater i det amerikanske tidsskrift PLOS ONE den 17. maj 2013.