Boble-forskerens bogtip: Fem gode fra Vincent F. Hendricks

Vincent F. Hendricks forsker i samfundsbobler og information. Få hans bedste bud på sommerlæsning her.

Professor Vincent Hendricks anbefaler bøger, der er spændende, hvis du er interesseret i, hvordan økonomi, politik og teknologi påvirker vores samfund. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Over denne sommer har vi samlet bogtip fra nogle af Danmarks skarpeste hjerner. Det er bøger, der kan inspirere dig til at udvide din horisont med videnskab, teknologi, miljø.

Denne gang er det den bogaktuelle boble-forsker og forfatter Vincent F. Hendricks. Han er professor i formel filosofi og leder for Center for Information og Boblestudier fra Københavns Universitet og kendt fra utallige tv- og radio-programmer.

I august udkommer hans næste bog "Fake News", som han har skrevet sammen med Mads Vestergaard. Derfor handler mange af bøgerne, som han anbefaler (og som vi håber, inspirerer dig) om populisme, teknologi og manipulation.

No one would listen - A true financial thriller

Af Harry Markopolis

Harry Makropolis var manden, der afslørede Bernie Madoff. Bernie Madoff var en finansmand, der i al hemmelighed etablerede verdens største pyramidespil. Harry Makropolis arbejdede for en kapitalfond, hvor han fik ordre på, at han skulle lave en kapitalfond med samme afkast som Bernie Madoffs.

Men det viste sig, at det kunne han ikke. Det var simpelthen matematisk umuligt, at man kunne lave et produkt, som det Bernie Madoff havde udviklet. Hvis altså det, som Bernie Madoff fortalte, havde været sandt.

Det viste sig dog, at det hele var svindel er bedrag, som Harry Makropolis senere opdagede. Men da Harry Makropolis forsøgte at afsløre svindlen, var der ingen, der ville lytte til ham gennem de officielle kanaler. Der var for mange, der havde fingrene i fadet. Madoff havde nemlig sikret sig, at det var en særligt udvalgt elite, som havde adgang til hans investeringer.

Derfor viser bogen også, hvordan Madoff bruger socialpsykologi i praksis.

Alt i alt er det en rigtig spændende bog. Det er en stor wow-oplevelse.

Flash boys: A Wall Street Revolt

Af Michael Lewis

Flash Boys er skrevet af New York Times-journalisten Michael Lewis. Den handler om de algoritmer, som køber og sælger aktier, og hvordan lyslederkablernes position på Manhattan påvirker aktiemarkedet på Wall Street. Lyslederkablernes position har nemlig en betydning for, hvor hurtigt information bliver sendt videre til Wall Street, og selvom det kun er nanosekunders forskel, er det nok til, at algoritmer kan gå ind og påvirke handlen.

Det er der mange kapitalfonde, der er villige til at betale for. De placerer deres computere så tæt på hovedledningen som muligt, så de bedst muligt kan få fordele af den korteste afstand.

Fremragende godt skrevet, der åbner op for en virkelighed, som de fleste ikke kender til.

Phishing for Phools: The Economics of Manipulation and Deception

Af George A. Akerloft & Robert J. Shiller

Phishing for Phools er en fantastisk bog skrevet af to Nobelprismodtagere. Bogen handler dybest set om, hvor vi hele tiden bliver snydt og bedraget.

Det er lige meget, om man kigger i køledisken eller på apotekerne, alle steder er det indrettet til, at vi skal købe mere og mere. Og forbruge mere og mere. Markedet bruger metoden, der får folk til at forbruge mere, og hvis man som udbyder ikke benytter de metoder, så gør ens konkurrenter det i stedet.

Og det er ikke kun i butikkerne. Man bliver overrasket over, hvor mange steder, man “fisker efter fjolser”. Man kan fx. også “fiske efter fjolser” i politik.

En letlæst bog, der virkelig åbner ens øjne.

True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society

Af Farhad Manjoo

Så vidt jeg ved, er det her “post-factual society” blev nævnt første gang. Det er en klassiker, for dem, der er interesserede i det postfaktuelle samfund, som vi nu er kommet til at smage på med Trump og andet. Kan kun anbefales for lidt.

What is Populism?

Af Jan-Werner Müller

Den her bog forklarer, hvad populisme går ud på. Populisme er ikke en politisk ideologi, men derimod en politisk strategi. Det er den, man ser, når politikere skaber en “os mod dem”- stemning, om det er eliten mod folket, parnasset mod de almindelige borgere eller noget tredje. Det skaber klare fjendebilleder, hvor man lærer, at man lider på grund af “de andre”.

Det er den metode som Hugo Chavez brugte, men som også Trump og Le Pen har fundet andet anvendelse for - så der findes både højre- som venstrepopulisme.

Bogen er letlæst og virkelig spændende, hvis man interesserer sig for den politiske verden i dag (findes også på dansk).

Over sommeren kan du møde flere kendte skarpe danske hjerner komme med deres bud på deres bogtip. Følg med på dr.dk/viden.