Bakterier fundet i atmosfæren

Bakterier er ikke kun noget, der findes her hos os på jorden – de trives også i stor stil højt oppe i luften. De har stor betydning for vejret nede hos os.

Bakterier er ikke kun noget, der findes her hos os på jorden - de trives også i stor stil i luften. Endda så højt oppe som i 15 kilometers højde. Det har stor betydning for vejret nede hos os.

Et hold forskere fik fingrene i nogle luftprøver, der var taget i 8-15 kilometers højde.

Efter nærmere undersøgelse fandt forskerne ud af, at bakterierne kunne omsætte CO2 - og måske leve deroppe i de svimlende højder.

Langt størstedelen af bakterierne ser dog ud til at være blevet hvirvlet derop af jordens overflade.

Det var ikke et par enkelte bakterier forskerne fandt - det viste sig nemlig, at der er mange bakterier i luften højt over os.

Sky-skabere

Ifølge forskerne ser de her bakterier ud til at spille en vigtig rolle i dannelsen af skyer og nedbør.

For at skabe nedbør vil dråberne eller snefnuggene nemlig gerne gro på noget - et udgangspunkt, der kan samle den fortættede luft sammen.

Og det er her bakterierne kommer ind på banen, for det kan de nemlig.

Udover at kunne være udgangspunkt for nedbør, så tyder det høje antal af bakterier i luften over os altså på, at bakterier kan spille en vigtig rolle for vejret nede på jorden.

Læs mere om forskningen

Det er flere forskellige forskere, der står bag opdagelsen.

Deres forskningsresultater er blevet bragt i artiklen "Microbiome of the upper troposphere: Species composition and prevalence, effects of tropical storms, and atmospheric implications".

Artiklen er bragt i det anerkendte tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences).

Læs et kort uddrag af artiklen her: http://www.pnas.org/content/early/2013/01/22/1212089110