9 videnskabelige opdagelser fra det nordøstligste Grønland

10 beskedne bygninger med laboratorier, kontorer, lagerrum, kantine og hvad man nu ellers har brug for, udgør forskningsstation Zackenberg, langt oppe i Nordøstgrønland. Stationen fejrer i disse dage 20 års jubilæum og i den anledning, ser vi tilbage på nogle af de opdagelser der er gjort på den fjernt beliggende station, der drives af Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Hver sommer tiltrækker stationen forskere fra hele verden, der blandt andet studerer klimaforandringer, den arktiske biologi og økosystemers sammenhæng. Blandt fordelene ved at studere klimaforandringer og økosystemer i de ekstreme miljøer er, at mange af de ændrer som sker, i takt med at klimaet bliver varmere, er særligt tydelige deroppe. Derfor kan forskningen af de arktiske miljøer vise forskerne en række af de mekanismer, som resten af verden på sigt også vil opleve, når klimaforandringerne slår igennem. Gennem årene har forskerne blandt andet lært at: Temperaturer er afgørende for hvilke dyr der indgår i fødekæderne Hvor man tidligere har fokuseret på de enkelte arters evner til at klare sig i et stadigt varmere Arktis, viste et studie fra 2014 hvordan klimaforandringer påvirker hele fødekæder. Sammen med undersøgelser af fødekæder på den afrikanske Savanne, nærmer man sig nu et princip for hvordan fødekæder er sammensat og hvordan de fungerer. Centrale nøglearter har stor betydning for hele økosystemet Et kollaps i bestanden af de små lemminger i Grønland, har haft overraskende stor betydning for de rovdyr, som har den på menukortet. Det kan på sigt føre til at arter som snegugle, lækat og lille kjove helt forsvinder fra Arktis. Varmere vejr kan fundamentalt ændre livsbetingelserne i Arktis I takt med at temperaturerne stiger i Arktis, vil områdets plantesamfund ændre sig markant, med store konsekvenser for økosystemerne. I det lavarktiske område viser temperaturstigningerne sig allerede ved dværgbuske, der spreder sig og bliver højere. Samme fænomen ventes også på sigt at kunne ses i højarktis. Blomster og deres bestøvere på vej ud af sync De arktiske planters reaktioner på stigende temperaturer viser sig at være ganske anderledes, end de insekter, som bestøver dem. Jo mere forskelligt de hver især udvikler sig, desto større er risikoen for at begge parter forsvinder helt. Arktiske søer er fulde af liv – også om vinteren Selvom de arktiske søer kan være dækket af flere meter is og sne i 8-9 måneder om året, indeholder stadig masser af liv. Studier har sågar påvist, at visse arter klarer sig bedre i de dybe mørke søer, når vinteren er hårdest. Det gælder blandt andet vandlopperne, der i vinteren kan vinke farvel til de fleste af deres fjender, der er gået i dvale. Derfor benytter de sig af vinteren til at vokse sig store og blive kønsmodne. Udbredelsen af liv i havet har direkte sammenhæng med mængden af havis På godt 60 år er den isfri periode ved Young Sound fjorden nær Zackenberg øget med 14 dage. Jo færre isfri dage pr år, desto mindre vokser algerne. Det hæmmer igen væksten hos muslinger og søpindsvin og dermed konkluderer et studie, at ændringer i havisens udbredelse vil få direkte konsekvenser for plante- og dyreliv i havet i Arktis. Overraskende store mængder metan slippes ud, når efteråret sætter ind Det er ikke kun om sommeren, at der slippes betragtelige mængder af drivshusgassen metan ud i atmosfæren. Når efteråret sætter ind og tundraerne fryser til, er udslippet lige så stort eller i visse tilfælde endnu større. Denne viden kan hjælpe i forståelsen af sæsonmæssige udsving, for udledning af drivhusgasser. Græssende moskusokser forstærker den globale opvarmning Arktiske vådområder er storproducenter af den meget kraftige drivhusgas metan. Når de store dyr græsser, fjernes der plantebiomasse – det har indvirkning på optaget og udledningen af CO2. Men samtidig påvirker græsningen også områdernes sammensætning af plantearter og det kan medføre forøget udslip af metan. Indholdet af vand i permafrosten har direkte betydning for udslip af drivhusgasser Permafrosten tør og bidrager dermed til en frigivelse af kuldioxid og andre drivhusgasser til atmosfæren. Men et studie har påvist at udledningen af kuldioxid og andre drivhusgasser har direkte sammenhæng med indholdet af vand i jorden. Bliver permafrosten mættet af vand efter optøning, frigives drivhusgasserne markant langsommere, end ellers. Viden, som nu indgår direkte i klimamodellerne.