VIDEO Se fremtidens 3D-printede månebase

ESA har sammen med arkitekter udviklet tanken om at bygge en base på Månen ved hjælp af 3D-print og materialer fra Månen.

Hvis vi mennesker skal bo permanent på Månen, kræver det en form for beboelse, der beskytter mod blandt andet stråling, meteoritter og ekstreme temperaturer.

I en ny video viser Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, sammen med arkitekterne Foster + Partners, hvordan man 'rimelig let' vil kunne bygge en månebase til fire mennesker.

Man kan 3D-printe en kuppelformet månebase og benytte de materialer, der i forvejen findes på Månens overflade. Man sender en rumkapsel op med det hele, og så styrer man processen nede fra Jorden. Og siden følger mennesker efter.

Ja, ja tænker man, hvis man har set, hvor lang tid det tager at 3D-printe. Det vil tage år...?

Men ifølge arkitekterne regner de med, at en ny generation af printere kan klare jobbet på cirka en uge.