Hvis du er glad for at træne og forbedre dine præstationer, så skal du huske at træne hjernen.
Ny forskning fra Indiana University i USA viser, at 14 mandlige cykelryttere kunne forbedre deres præstation, fordi de troede, at de lå under deres normale ydeevne.
Det støtter ideen om, at hjernen spiller en stor rolle i, hvor hårdt man presser sin krop, konkluderer forskerne.
Avatar var indstillet til at køre hurtigere
Cykelrytterne var vant til at køre cykelløb, og de kendte deres egen formåen. Og så lod man dem konkurrere mod en avatar (fiktiv cykelrytter) på en monitor tilkoblet et cykelergometer.
Cykelrytterne fik på forhånd at vide, at avataren var indstillet til at køre med samme hastighed som deres egen maksimale fart lå på. Men forskerne havde snydt og sat avatarens fart til 102 procent.
Og da rytterne hver især så, at de lå under den fart, de troede var deres 'normale', fandt de mentalt et ekstra gear og hentede deres avatar.
Fire ture i cykel-ergometer
Cykelrytterne kørte hver fire ture af fire km i cykelergometret. Den første tur skulle gøre cykelrytterne fortrolige med forsøget.
Ved den anden tur fastlagde man rytternes maksimale ydeevne. Mens man på tredje og fjerde tur lod rytterne køre mod deres avatar.
Snyderiet med de 102 procent fandt sted i tredje tur, og rytterne fik det at vide bagefter.
I fjerde tur formåede rytterne faktisk at presse deres fart op med gennemsnitlig 2,1 procent over deres normale ydeevne, fordi de vidste, at de var blevet snydt tidligere.
Hjernen beskytter os under træning
- Det tyder på, at der er en slags guvernør i vores hjerner, som regulerer hvor høj intensitet, vi arbejder med, for at vi ikke bliver overophedet eller 'løber tør for benzin', siger ph.d.-studerende Ren-Jay Shei fra IU School of Public Health-Bloomington.
- I denne her sag var guvernøren nulstillet og på den måde blev det muligt at yde mere end normalt, siger han.
Forskningen kan hjælpe med til at forstå, hvordan kroppen beskytter sig selv under træning.