Få danskere melder identitetstyveri til forsikringen

Selv om tusindvis af danskere er forsikret mod identitetstyveri, er det kun få, der anmelder det.

Forsikringsselskaberne tilbyder forsikringer mod tyveri af identitet, men kun få danskere benytter sig af dem. (© colourbox.com)

Identitetstyveri, hvor folks CPR-nummer eller andre personlige oplysninger bliver misbrugt af fremmede, er fortsat et relativt sjældent fænomen hos tre af de forsikringsselskaber, der tilbyder forsikring mod ID-tyveri.

Det gælder Tryg Forsikring, Danske Forsikring (via Topdanmark) og GF Forsikring, der alle tilbyder forsikringer mod tyveri af identitet. Det er forsikringer, der dækker rådgivning, advokatbistand og udgifter i forbindelse med håndtering af de sager, som identitetstyveriet medfører.

Tidligere denne uge estimerede en rapport fra Københavns Universitet ellers, at op mod 47.000 danskere hvert år oplever at få stjålet deres identitet. Det kan være sager om drengestreger, men det kan også være alvorligere sager, der handler om penge eller chikane.

Mange søger rådgivning

Selv om op mod en procent af danskerne, fra baby til olding, ifølge estimatet oplever at få stjålet sin identitet hvert år, er presset på forsikringsselskaberne foreløbig ikke eksploderet.

Tværtimod ligger sagerne hos Danske Forsikring fortsat på et meget moderat niveau i forhold til, at 85.000 kunder er dækket af forsikringen, oplyser pressechef Jens Langergaard.

Danske Forsikring var blandt de første med en forsikring mod ID-tyveri og mens en række kunder har henvendt sig med spørgsmål til forebyggelse, har Topdanmark/Danske Forsikring foreløbig blot behandlet under fem reelle sager om identitetstyveri.

- Her var der dog tale om sager, vi kunne løse med vejledning over telefonen, siger Jens Langergaard.

Måske løser folk det selv

Hos Danske Forsikring er identitetstyveriforsikring inkluderet i indboforsikringen, og adskillige kunder hos Danske Forsikring kan i teorien være blandt de 47.000 danskere, som rapporten estimerer årligt rammes af problemet.

- Der har været en del medieskabt opmærksomhed om det. Hvis tallet er rigtigt, ser det jo ud til, at danskerne selv kan håndtere det. Men produktet er endnu også ret nyt, og mest af alt en slags prøveboring for os, siger Jens Langergaard

Hvor mange der reelt udsættes for identitetstyver er dog uvist, da der er usikkerhed om antallet af sager, som folk løser selv. DR.dk har dog tidligere beskrevet eksempler på sager, der er så grove, at de kræver flere ugers arbejde at løse, og som kan stå på i mange år.

Seks hos Tryg lige nu - nul afsluttede

Hos Tryg Forsikring har man ikke en komplet opgørelse over hvor mange kunder, der har anmeldt sager om ID-tyveri. Men i øjeblikket rådgiver Tryg seks kunder i sager, der falder under definitionen. Tryg er det største forsikringsselskab i Danmark, men det er ikke alle Trygs kunder, der er omfattet af forsikringen mod ID-tyveri. Den gælder kun dem, der er omfattet af Trygs Plus-program.

Trygs pressechef, Steffen Lundgren Kristensen, oplyser samtidig, at Tryg endnu ikke har haft sager, der er nået til at blive sat på stand by.

Hos det mindre GF Forsikring, der var blandt de første med en forsikring mod ID-tyveri, er tallet noget højere. Her selskabet de seneste fire måneder behandlet i gennemsnit ni sager månedligt - i august dog blot to sager. GF Forsikring oplyser dog ikke omfanget af sagerne - blot at sagerne har indeholdt mere end rådgivning.

Meldingen fra de tre selskaber er dog enslydende, at kunderne efterspørger rådgivning om problemet, så de bedre kan beskytte sig mod misbrug.