Den spanske regering vil ikke have, at Catalonien afholder den omstridte folkeafstemning om selvstændighed 1. oktober.
Det har regeringen i Madrid med al tydelighed vist i dag ved at ransage flere af det catalanske selvstyres regeringskontorer og anholde 12. Én af de anholdte er Josep Maria Jové, der er viceminister i selvstyreregeringen.
Det skriver flere medier herunder BBC og The Guardian.
Ifølge AFP har spansk politi også beslaglagt "op mod ti millioner stemmesedler", der skulle være brugt ved Cataloniens afstemning om selvstændighed 1. oktober.
Carles Puigdemont, der er leder af den regionale regering i Catalonien, siger i en udtalelse:
- Den spanske regering har i praksis suspenderet Cataloniens selvstyre.
For to uger siden vedtog delstatsparlamentet i Barcelona endeligt en lovpakke om at sende spørgsmålet om selvstændighed for Catalonien til folkeafstemning 1. oktober.
Den spanske forfatningsdomstol har siden suspenderet den lov, som giver mulighed for at holde folkeafstemningen om selvstændighed.
Cataloniens regering dog valgt at modsætte sig domstolens beslutning og holde fast i afstemningen, hvilket har skabt store spændinger mellem Catalonien og regeringen i Madrid.
Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, støtter regeringens handlinger.
- Der er ingen demokratisk stat i verden, der ville acceptere, hvad disse mennesker prøver at gøre. De er blevet advaret, og nu ved de, at afstemningen ikke kan finde sted, siger han i en udtalelse.
Fredelig modstand
Under ransagningen opfordrede præsidenten for den catalanske nationalforsamling til fredelig modstand.
- Tiden er kommet. Lad os gøre modstand fredeligt, lad os forsvare vores institutioner, sagde han ifølge BBC.
Politiet har ransaget kontorer for økonomi, udenrigsforhold og ledelsen, oplyser en talsmand fra selvstyreregeringen. Under tidligere ransagninger har man blandt andet fundet valgplakater.
Ransagningen kommer dagen efter, at spansk politi konfiskerede kasser med omkring 45.000 kuverter med det catalanske flag på hos det private selskab Unipost. De spanske myndigheder mistænker kuverterne for at indeholde stemmekort, som de vil have stoppet fra at blive sendt ud inden afstemningen.
KAMP FOR SELVSTÆNDIGHED
- •
1932: Catalonien opnår et vist selvstyre.
- •
1939: Selvstyret bliver rullet tilbage af diktatoren Francisco Franco.
- •
1970'erne: Efter Francos død får Catalonien igen gradvis mere selvstyre.
- •
2010: Den spanske forfatningsdomstol afgør, at der ikke er noget juridisk grundlag for, at Catalonien kan blive en selvstændig nation. I de følgende år er der flere gange demonstrationer for større selvstændighed med over 1 million deltagere.
- •
2013: 1,6 millioner cataloniere laver en menneskekæde på 480 kilometer fra Vallespier i Frankrig til Montsià i Spanien, for at markere ønsket om et uafhængigt Catalonien.
- •
2014: I november stemmer 81 procent af vælgerne ja til en uafhængig catalansk stat ved en ulovlig folkeafstemning. Valgdeltagelsen er på 42 procent.
- •
2015: Partier, der ønsker løsrivelse fra Spanien, får ved et valg absolut flertal i Cataloniens delstatsparlament.