Nervøsiteten over den økonomiske situation i Grækenland breder sig blandt landets befolkning, for i sidste uge hævede grækerne til sammen over 40 milliarder kroner.
Af frygt for simpelthen at miste deres penge tager grækerne deres opsparinger med hjem og gemmer dem.
Det har vinhandleren Yanis, der ikke ønsker at fortælle sit efternavn af frygt for indbrud, også gjort. Han gemmer nu omkring 40.000 kroner et sted i sit hjem.
- Helt ærligt ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske, hvis der ikke bliver indgået en aftale, og Grækenland ryger ud af euroen. Jeg ved ikke, om vi kan få kontanter i nogle dage eller en måned. Jeg aner det ikke, siger han.
- Regeringen er bindegal
Grækenlands premierminister Alexis Tsipras sidder i forhandlinger med euro-landene i Bruxelles, men Yanis tror ikke på, at den græske regering har kontrol over situationen.
- De her mennesker er bindegale. Jeg er meget bekymret over denne situation, siger han.
Mød Yanis og andre grækere, der har valgt at hæve deres opsparinger i banken for i stedet at gemme dem derhjemme, i videoen i toppen af artiklen.