- Det er et af de mest beskidte, kaotiske og desperate steder i Europa lige nu.
Sådan beskriver Europa-korrespondent i DR, Anna Gaarslev, togstationen i den lille by Gevgelija i det sydlige Makedonien, hvor omkring 1.000 mennesker i øjeblikket konstant er forsamlet på den overfyldte perron for at komme med toget til Serbien.
Serbien er nemlig det eneste land, der står mellem flygtningene og det eftertragtede EU-land, Ungarn. Og de vil helst af sted, før Ungarn ved månedens udgang lukker hele grænsen til det nordlige Serbien af med et pigtrådshegn.
Røde kors anslår, at 2.000 flygtninge og illegale indvandrere hver dag krydser grænsen fra Grækenland til Makedonien. Det er dobbelt så mange som for nogle uger siden.
Flaskehalse overalt
- Der er så mange mennesker, der søger mod Europa, at der er flaskehalse overalt. Nede ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland holder makedonsk politi folk tilbage og slipper folk ind i klumper, fortæller Anna Gaarslev.
Det er især flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan, der er søgt til Makedonien.
De har fået et transit-visum til at komme videre ud af Makedonien. Det gælder kun tre dage, så det haster med at komme ombord på toget. Det er den billigste måde at komme hurtigt videre på. Men billetten er ikke så billig, som den har været.
- For få dage siden hævede man prisen på togbilletten fra 4 til 10 euro. Og de sælger billetter til alle, selvom der overhovedet ikke er plads i togene. Alle skal tjene på det her, siger Anna Gaarslev:
- Det er fuldstændigt kaotisk, det er desperat, og det er helt uorganiseret. Det virker fuldstændig tilfældigt, hvem der kommer med og ikke kommer med. Vi så en mor, som mistede sit barn på to år midt i det der kaos. Heldigvis fandt hun barnet igen senere.
Ivrige, ikke aggressive
Anna Gaarslev fortæller, at de mange flygtninge og illegale indvandrere tager de kaotiske tilstande forbløffende roligt.
- Min oplevelse er, at folk er ivrige, men ikke aggressive, siger hun.
Det samme kan man ikke sige om det lokale politi, som - uden held - forsøger at kontrollere situationen i Gevgelija. Flere flygtninge fik tæsk, mens DR opholdt sig på banegården.
Gevgelija er i det hele taget et farligt sted at opholde sig. Flere er blevet påkørt af et tog, mens de befandt sig på skinnelegemet.
I alt er 29 omkommet på den måde i Makedonien.
Undgår farlig havrute
Turen gennem Makedonien og videre ind i EU er blevet mere og mere populær, fordi flygtningene og de illegale indvandrere på den måde undgår den farefulde sejlads tværs over Middelhavet.
Flygtningene og de illegale indvandrere er enten rejst med båd fra Tyrkiet til Grækenland eller over land til Bulgarien, hvorfra de er rejst videre til Makedonien.
Det er en tur, hvor de risikerer at blive ofre for menneskesmuglere eller kriminelle bander.
Inden for den seneste måned er 38.000 flygtninge og illegale indvandrere rejst ind i Makedonien.
Se hele reportagen her: