Billederne taler for sig selv.
En lille afrikansk dreng drikker forsigtigt af vandflasken. Han er nøgen og udmagret, og landsbyens indbyggere griner af ham, men vil ikke kendes ved ham.
Alligevel giver danske Anja Ringgren Lovén ikke op. Hun giver ham vand og kiks, inden hun får transporteret den lille dreng til hospitalet.
Billederne har de seneste dage spredt sig fra de sociale medier til flere danske medier og er nu også nået den udenlandske presse.
- Mit største ønske har altid været at kunne råbe verdens ledere op, og nu har jeg da råbt verden op, lyder det fra Anja Ringgren Lovén.
Mere død end levende
Anja Ringgren Lovén er leder af den private nødjælpsorganisation DINnødhjælp i Nigeria, hvor hun har boet de seneste tre år.
Her rykker hun ud til små landsbyer for at redde børn, som er blevet udstødt af deres familier og samfund, fordi de bliver beskyldt for at være heksebørn.
Dokumentaren "Anjas Afrika", som bliver vist på DR2 i løbet af foråret, følger Anja Ringgren Lovéns arbejde.
I dokumentaren har Anja Ringgren Lovén fået et tip om den lille dreng, som hun senere giver navnet 'Hope' (Håb, red.).
- Han er to-tre år gammel og i en frygtelig tilstand. Jeg stivner helt i kroppen, da jeg ser ham første gang. Han var mere død end levende. Men jeg tænker også, at lige meget hvad, så skal vi bare have den dreng med, siger Anja Ringgren Lovén.
Overtro og fattigdom skaber heksebørn
Hope er ikke det eneste nigerianske "heksebarn", Anja Ringgren Lovén har reddet, og det er ikke helt ufarligt, når hun og hendes hold i DINnødhjælp tager ud på deres redningsaktioner.
Ofte må de spille skuespil og nærmest forhandle sig til at kunne tage børnene med sig, fortæller hun.
- Det er kun i de små samfund, hvor indbyggerne er ekstremt fattige, og hvor der er megen overtro, at børnene bliver beskyldt for at være heksebørn, siger Anja Ringgren Lovén, der modtager tips om udstødte børn næsten hver dag.
- Det er alt fra en høst, der er gået galt, til et barn der græder meget om natten, der kan være medvirkende til, at et barn bliver beskyldt for at være heks, siger hun.
Modtog en million kroner på to dage
Det lykkes dog Anja Ringgren Lovén at få Hope med sig. Han er nu indlagt på et hospital, men snart vil han få en plads på det børnehjem, som hendes nødhjælpsorganisation bestyrer.
Hopes historie, som Anja Ringgren Lovén også har delt på Facebook, har ligeledes indbragt donationer på en million kroner på bare to dage, fortæller hun.
- Pengene skal bl.a. gå til at bygge en lægeklinik, som DINnødhjælp vil kalde "Hope's Clinic Donated by Denmark" (Hopes klinik, doneret af Danmark, red.), fortæller Anja Ringgren Lovén.
Dokumentaren "Anjas Afrika" bliver vist på DR2 i løbet af foråret.