Hvis man er magtmenneske, findes der få job, som er mere misundelsesværdige end præsidentposten i Frankrig.
Den franske præsident har mere magt end nogen anden leder i Europa, og nogle mener endda, at Emmanuel Macron får mere vidtgående beføjelser end USA’s Donald Trump.
Macron kan for eksempel indføre undtagelsestilstand eller udskrive folkeafstemning - det kan Trump ikke. Trump kan heller ikke opløse parlamentet eller udnævne personer til civile og militære topposter uden at få godkendelse i Senatet - det kan Macron.
Der er dog et stort men i sammenligningen af de to embeder, og det kan sagtens få betydning for Frankrigs nye leder. Forklaring følger.
Se en sammenligning af fire præsidenters beføjelser i grafikken over artiklen.
Arven fra de Gaulle
Arkitekten bag Frankrigs nuværende politiske system hedder Charles de Gaulle. Krigshelten fra 2. Verdenskrig afsluttede årtiers parlamentarisk krise, da han som præsident i 1958 sørgede for, at Frankrig fik en ny forfatning.
Prisen for politisk stabilitet var, at præsidentposten blev uhørt magtfuld på bekostning af parlamentet.
Få år efter indførelsen af det, franskmændene kalder “Den Femte Republik”, styrkede de Gaulle præsidentens magt yderligere, da han via en folkeafstemning fik indført direkte valg til posten. Tidligere havde der været en system med valgmænd.
I år 2000 cementerede en ny folkeafstemning magtpositionen, da præsidentens embedsperiode ved en forfatningsændring blev nedskrevet fra syv til fem år.
Det lyder umiddelbart som en nedgradering, men finten var, at præsidentens valgperiode dermed kom i sync med det franske parlaments valgcyklus. Eftersom vælgere generelt har tendens til at stemme på personer fra samme parti ved præsident- og parlamentsvalg, øger den kortere valgperiode chancen for, at en nyvalgt præsident har opbakning i parlamentet.
Det store MEN
Og hermed er vi fremme ved store MEN, når det gælder den franske præsidents magt.
Frankrigs politiske system er - i modsætning til USA - ikke et ægte præsidentielt system. Sagkundskaben kalder det for et semipræsidentielt system.
Emmanuel Macron er nemlig - til forskel fra Donald Trump - ikke alene om at besidde den udøvende magt. Macron skal formelt dele funktionen med en premierminister.
Når makkerparret kommer fra samme parti udgør deleordningen ikke nogen nævneværdig hindring for præsidenten, som historisk set har haft frie hænder til at gennemføre sin politik.
Men tre gange i Den Femte Republik har præsident og premierminister været politiske modstandere, og i det scenarie bliver præsidentens politiske magt reduceret markant.
Kan ske igen
På trods af forfatningsændringen fra 2000 kan Frankrig nu være på vej tilbage til tiden med handlingslammede præsidenter, som skal trækkes med en regering af politiske modstandere.
Præsidentvalget i 2017 kom til at stå mellem to kandidater, som har så godt som ingen opbakning i det franske parlament.
Derfor er Emmanuel Macrons arbejde langt fra overstået, selvom han nu kan flytte ind i Élysée-palæet i Paris. Han er nødt til også at vinde parlamentsvalget i Frankrig i næste måned, hvis han skal få den fulde gavn af postens store magt.