Trumps tilhængere håber på en oktober-overraskelse

Hver valgkamp byder på en stor overraskelse i oktober. Trump-støtter håber, den kommer i dag.

Donald Trump har haft en hård uge siden den første præsidentdebat. Nu håber nogle af hans støtter på en såkaldt "oktober-overraskelse". En overraskende udvikling i valgkampen. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

- På onsdag er Hillary færdig på grund af WikiLeaks.

Sådan lyder et tweet fra Donald Trumps rådgiver Roger Stone, der i årtier har været politisk konsulent for Republikanerne.

https://twitter.com/RogerJStoneJr/status/782443074874138624?lang=da

Roger Stone og andre Trump-støtter håber i disse dage inderligt på en såkaldt “october surprise” - en ”oktober-overraskelse” fra WikiLeaks.

Lederen af WikiLeaks, Julian Assange, har nemlig i mange måneder påstået, at Wikileaks har nogle informationer om Hillary Clinton, som de vil offentliggøre før valget den 08 nov.

Det var WikiLeaks, der offentliggjorde de hackede emails fra demokraternes konvent tidligere i valgkampen.

Julian Assange vil komme med en meddelse fra WikiLeaks i dag.

Det er startdagen for WilkiLeaks markering af organisationens 10 års jubilæum.

Det er uvist, om meddelelsen fra Julian Assange rent faktisk har noget med den amerikanske valgkamp at gøre.

Oktober-overraskelsen

Men Donald Trumps støtter håber på, at Julian Assange og WikiLeaks har noget snavs om Hillary Clinton, som kan ændre kampen om Det Hvide Hus.

En såkaldt “october surprise” – en oktober overraskelse.

- En “oktober-overraskelse" er et politisk begreb, som ofte optræder i amerikanske præsidentvalgkampe. Det er ideen om, at der i en tæt valgkamp kan dukke nye oplysninger op omkring oktober, som kan ændre valgkampen markant, forklarer Niels Bjerre-Poulsen, USA-ekspert og lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU.

Det amerikanske præsidentvalg falder altid i starten af november.

Derfor er oktober en måned, hvor nye informationer kan få indflydelse på valget.

Den amerikanske politiske historie er fyldt med eksempler på, at “oktober-overraskelsen” har spillet en rolle ved præsidentvalget.

I sidste valgkamp var det en lækket video, hvor republikanernes kandidat, Mitt Romney, udtalte sig negativt om 47 procent af amerikanerne.

I år 2008 steg arbejdsløsheden markant i ugerne inden valget.

I 2000 blev det offentliggjort, at den senere præsident, George W. Bush, havde fået en dom for spritkørsel, da han var ung.

- I 1968 var Nixon bange for, at præsident Lyndon B. Johnson ville lave en oktober-overraskelse ved at indgå fredsaftale i Vietnam lige op til valget. Derfor lavede Nixon en underhåndsaftale med Sydvietnam om at vente med en fredsaftale, til Nixon var blevet præsident. Det var vel nærmest en omvendt oktober-overraskelse, siger Niels Bjerre-Poulsen.

WikiLeaks øverst på listen

Det politiske nyhedssite The Hill har lavet en oversigt over de begivenheder, som har størst mulighed for at ende som denne valgkamps “oktober-overraskelse”.

WikiLeaks som offentliggør hackede emails fra Hillary Clintons email-skandale ligger i top.

Derefter kommer terrorisme, et sundhedsproblem for en af de aldrende præsidentkandidater, og til sidst problemer med begge kandidaters lidt tvivlsomme velgørende fonde.

Det er selvfølgelig alt sammen kun kvalificeret gætværk.

Selve begrebet “october surprise” ligger jo netop op til, at det skal være overraskende.

- Historien om Donald Trumps skattepapirer kan vel egentlig godt kvalificere som en ”oktober-overraskelse”. Men jeg tror, at der godt kan komme flere ting frem om Trump, som kan få indflydelse, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Men eftersom Donald Trumps stadig er bagud i forhold til Hillary Clinton, så håber Trump-støtterne på, at årets “oktober-overraskelse” kommer i dag.

Når WikiLeaks leder, Julian Assange, kommer med en længe ventet udmelding.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1293994887317699