Den republikanske præsidentkandidat har fået travlt med at holde motoren i vandet på sin præsidentkampagne, efter han igen er blevet taget i at tale nedsættende om kvinder.
Det har medført hård kritik fra både politiske holdkammerater og modstandere, og derfor har han i al hast udgivet en videooptagelse på Facebook, hvor han beklager sine udtalelser.
Samtidig understreger han, at han fortsat har fuld opbakning til at fortsætte sin kampagne for at blive USA's næste præsident.
- Jeg vil aldrig trække mig. Jeg har aldrig i mit liv trukket mig, siger Donald Trump til Washington Post.
Spøger med at tage kvinder i skridtet
Bodsgangen, hvis man kan kalde videoen det, skyldes offentliggørelsen af en optagelse optaget i Hollywood i 2005, hvor Donald Trump spøger med at gramse på kvinder og fortæller om sit eget mislykkede forsøg på at forføre en gift kvinde.
- Jeg begynder bare at kysse dem, siger han i videoen og fortsætter:
- Og når du er en stjerne, så lader de dig gøre det.
Han udpensler desuden, at han har erfaret, at man uden problemer kan tage kvinder i skridtet, når man er en offentligt kendt person.
- Du kan gøre hvad som helst, siger han.
Vicepræsidentkandidat vil ikke forsvare udtalelser
Flere af Donald Trumps partifæller har offentligt trukket støtten til Donald Trump efter offentliggørelsen af den gamle videooptagelse.
En af dem, der ikke har Donald Trumps ryg denne gang, er Mike Pence, der er kandidat til posten som vicepræsident under en potentielt kommende præsident Trump.
- Som ægtemand og far blev jeg stødt over ordene og de handlinger, Donald Trump beskriver i den 11 år gamle video, der blev offentliggjort i går. Jeg bifalder ikke hans bemærkninger og kan ikke forsvare dem, udtaler Mike Pence.
Han tilføjer dog med et forsonende svirp med halen, at han er taknemmelig for, at Donald Trump har udtrykt anger og undskyldt til det amerikanske folk.
Hug på hug til Trump
En anden partifælle, der har været ude med riven, er medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne Jason Chaffetz fra Utah, der siger til CNN, at han ikke ville kunne se sin 15-årige datter i øjnene, hvis han stemte på Donald Trump.
Guvernør i Utah Gary R. Herbert melder sig også i partikoret af kritikere:
- Donald Trumps udtalelser er mere end krænkende og foragtelige. Jeg kan ikke stemme på Hillary Clinton, men jeg vil ikke stemme på Trump, skriver han på Twitter.
Den tidligere Massachusetts-guvernør Mitt Romney, der selv har forsøgt at blive valgt som præsident for Republikanerne, stemmer i:
- Lægge an på gifte kvinder? Forsvare krænkelser? Sådanne modbydelige nedværdigende handlinger nedgør vore hustruer og døtre og korrumperer USA's ansigt udadtil, skriver han på Twitter.
Heller ikke den republikanske politiker Mike Coffman, der er fra Colorado og medlem af Repræsentanternes Hus, er imponeret over Donald Trumps udtalelser.
Han opfordrer i en udtalelse til CBS partifællen til at trække sig som kandidat, da "hans nederlag på nuværende tidspunkt synes næsten sikkert."