Donald Trump vinder Florida på målfoto

Efter et nærmest dødt løb under statens optælling af stemmer endte Republikanernes Donald Trump med en snæver sejr i den afgørende svingstat Florida.

Republikanernes Donald Trump under et valgmøde i Jacksonville, Florida i sidste uge. (Foto: © Carlo Allegri, Scanpix)

29. Så mange valgmænd er den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, netop løbet med efter en kneben sejr i den vigtige svingstat Florida. Det vurderer nyhedsbureauet AP.

Der har været dødt løb mellem de to kandidater undervejs i optællingen i Florida, og helt til det sidste var stemmerne fordelt næsten ligeligt mellem de to.

Men til sidst blev det Trump, der løb med sejren - og dermed statens store antal valgmænd.

Med 99,3 procent af stemmerne optalt har Donald Trump fået 49 procent af stemmerne, mens Hillary Clinton har fået 48 procent.

De vigtige svingstater

Florida er langt fra den eneste svingstat, hvori de to kandidater har stået næsten lige i løbet af nattens optælling.

Også i Ohio, Virginia og North Carolina har der været tæt løb. Indtil videre er Trump løbet med sejren i Ohio, mens Clinton har vundet i Virginia.

Der er i alt 538 valgmænd, der skal fordeles i nattens løb. Den kandidat, der får 270, har vundet præsidentembeddet.

I skrivende stund har Clinton 131, mens Trump har 197.

Følg resultaterne fra den amerikanske valgkamp her.