Uhyre tæt og spændende valg i Spanien: Rajoy må danne koalitionsregering

De to "gamle" partier har fået tæv af de spanske vælgere.

Lederen af Podemos, Pablo Iglesias, fejrer valget, hvor de stormede ind i parlamentet. (Foto: © JuanJo Martin, Scanpix)

Det blev et vanvittigt spændende valg i Spanien søndag aften.

Indtil det sidste kunne ingen af de fire største partiet erklære sig som vindere – heller ikke det siddende regeringsparti Partido Popular kunne samle et entydigt flertal, trods at det bliver landets største parti.

En exitpoll klokken 20 viste ellers, at Mariano Rajoy kunne blive siddende på magten, men det er langt fra sikkert, at det lykkes ham at danne en regering.

For omkring klokken 23:15 kom de første meldinger dog om, at Rajoy ikke bare mistede det absolutte flertal, han havde haft siden 2011, men også helt regeringsmagten. Det viste sig dog ikke holde stik - det konservative parti har taget sejren, men en mudret en af slagsen.

Da det socialdemokratiske oppositionsparti, PSOE's leder, Pedro Sanchez, holdt tale klokken cirka 23:45 var det med jublende tilhørere, der råbte ”præsident, præsident”. Han ville dog ikke erklære sig for vinder – partiet havde trods alt fået det dårligste valg nogensinde.

- Spanien har stemt til venstre og for forandring, sagde han og opfordrede så Mariano Rajoy til at forsøge at danne en regering.

Det bliver ikke let

Det var også en klappende, men ikke overdrevet glad premierminister Mariano Rajoy, der præcis klokken 24 – og først da 99 procent af stemmerne var talt op - trådte frem for en ellers jublende og flagende folkemængde. På et højt podie med ordene ”Gracias” (tak) skrevet henover talte han til sine vælgere.

- Jeg har intentioner om at danne en koalitionsregering. Spanien har brug en stabil regering - jeg vil forsøge at danne en stabil regering, men det bliver ikke let, sagde han.

Uanset hvem der skal danne regering, skal der forhandlinger med andre partier til for at få flertal.

Og det vil det helt nye liberale parti, Ciudadanos, arbejde for at få med Rajoy, forsikrede formand Albert Rivera, da han holdt sin tale.

Valgets store vinder blev det venstreorienterede parti Podemos, hvis navn kan oversættes til ’Vi kan’. Partiet er stormet ind i parlamentet med 69 pladser i det 350 mand store parlament.

- Spanien bliver aldrig det samme igen, og vi er lykkelige. Vores kamp mod korruption fortsætter, sagde Pablo Iglesias, da han som den første af de store partiers formænd trådte frem.

176 pladser skal der til for at danne en regering.

Det er første gang siden 1982, at et af de to ”gamle” partier ikke kan danne en entydig regering.

Sådan fordeler stemmerne sig:

Partido Popular: 122 pladser

PSOE: 91 pladser

Podemos: 69 pladser

Ciudadanos: 40 pladser

Andre: 28 pladser

Der 350 pladser i parlamentet