Et stort antal tyskere gik på gaden i syv tyske byer lørdag for at vise deres modstand mod frihandelsaftalerne TTIP og Ceta, som EU forhandler om med henholdsvis USA og Canada. Ifølge demonstranterne vil aftalerne undergrave demokratiet og sænke standarderne for miljøbeskyttelse, fødevaresikkerhed og arbejdstageres rettigheder.
Under det fælles slagord "Stop Ceta - stop TTIP" viste omkring 70.000 demonstranter i Berlin deres modstand mod handelsaftalerne, som ifølge kritikere vil give for meget magt til multinationale selskaber på bekostning af forbrugere og ansatte.
Arrangørerne havde håbet, at mindst en kvart million mennesker ville møde op i de syv tyske byer: Berlin, Hamburg, München, Frankfurt, Leipzig, Köln og Stuttgart.
Politiet vurderer ifølge nyhedsbureauet dpa, at omkring 70.000 deltog i demonstrationen i Berlin, og at rundt regnet 200.000 mennesker protesterede i de syv byer i alt.
Tysklands socialdemokratiske økonomiminister, Sigmar Gabriel, betegner derimod handelsaftalerne som Europas bedste chance for at forme globaliseringen, så den er indrettet efter menneskers behov og ikke kun i nogle få store selskabers interesse.
- Hvis Ceta slår fejl, får vi ikke en ny chance for at forme globaliseringen på denne måde i flere årtier. Europa er stadig det største handelsområde i verden. Vi bør udnytte denne magt, siger, siger han i et interview med avisen Bild lørdag.
Mandag skal hans eget regeringsparti, SPD, stemme om, hvorvidt partiet bakker op om aftalen mellem USA, Canada og EU. Gabriel er selv en varm fortaler for Ceta-aftalen, mens en del politikere på partiets venstrefløj er imod.
/ritzau/Reuters