Præsident Donald Trump står ved sin påstand om, at den tidligere præsident Barack Obama beordrede Trump Tower, der er Trumps hovedkvarter i New York, aflyttet under valgkampen i 2016.
Det oplyser talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, under det daglige pressemøde torsdag.
- Han står ved det, siger Spicer ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udmeldingen kommer, efter at to topsenatorer tidligere torsdag oplyste, at de ikke har fundet nogen beviser for aflytningen.
Således skriver formanden for Senatets efterretningsudvalg, den republikanske Richard Burr, og næstformanden, demokraten Mark Warner, i en fælles erklæring, at de ikke ser tegn på, at Trump Tower har været genstand for overvågning. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Baseret på de oplysninger, vi har til rådighed, ser vi ingen tegn på, at Trump Tower var genstand for overvågning fra noget element i den amerikanske regering - hverken før eller efter valgdagen i 2016, skriver de to.
Også toprepublikaneren Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus, siger torsdag, at der ikke er fundet nogen tegn på en telefonaflytning af Trump Tower.
Det var Donald Trump selv, som fremsatte de foreløbigt udokumenterede beskyldninger på Twitter 4. marts.
På torsdagens pressemøde forsvarer Det Hvide Hus' talsmand, Sean Spicer, kraftigt præsidentens påstand.
- Der er ingen tvivl om, at der er blevet brugt overvågningsteknikker, siger han.
/ritzau/