Toprepublikaneren Paul Ryan gav i sidste uge partiets præsidentkandidat, Donald Trump, et uventet, men også et umiddelbart uengageret skulderklap, da han som formand for Repræsentanters Hus udtalte sin støtte til Trumps kandidatur.
Forud for Ryans anerkendelse af Trump er gået lange forhandlinger internt i det republikanske parti. Men nu slår en sag om en amerikansk dommer skår af den nyfundne pagt mellem de to politikere.
Trump har offentligt angrebet dommeren Gonzalo Curiel på, at han er mexicaner og derfor hader Donald Trump.
Ved en pressekonference tirsdag i Washington kritiserer Paul Ryan, at kommentarerne "er ordbogsdefinitionen på en racistisk kommentar".
- Jeg tager kraftigt afstand fra de kommentarer. Jeg vil ikke forsvare de kommentarer, for de kan ikke forsvares, siger han ifølge CBS News.
Gonzalo Curiel er sat til at behandle en sag om en privat uddannelsesinstitution ejet af Trump, der er blevet kritiseret for at være en pengemaskine uden reelt uddannelsesindhold.
Curiel er født i den amerikanske delstat Indiana og har forældre af mexicansk afstamning. Han blev i 2011 indsat af den amerikanske præsident, Barack Obama, som dommer i det sydlige distrikt i delstaten Californien. Noget der også har ført til kritik fra Trump.
- Den her dommer er udnævnt af Barack Obama - en føderal dommer. Han burde gå af, for han har kun givet os dom efter dom, som er negative, har Trump tidligere sagt.