Tidligere minister: Theresa May er 'dead woman walking'

- Det er kun et spørgsmål om, hvor længe premierministeren vil være fange på dødsgangen, siger fyret minister efter britisk valg.

I 2016 blev George Osborne fyret som minister af Theresa May, inden han i marts 2017 blev udnævnt som chefredaktør på den britiske avis The Evening Standard. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

- Dead woman walking.

Sådan beskriver avisredaktør og tidligere finansminister for det konservative parti, George Osborne, den britiske premierministers politiske position efter det sønderlemmende valgresultat.

"Dead woman walking" refererer til amerikanske fængslers dødsgange, hvor fangerne omtales som "allerede døde", når de flyttes fra deres celle til det sted, hvor henrettelsen skal finde sted.

På samme måde er Theresa May efter valget politisk død, siger George Osborne, der i dag er redaktør på avisen The Evening Standard. Ifølge ham bør hun straks trække sig fra posten som leder af det konservative parti.

- Det er kun et spørgsmål om, hvor længe premierministeren vil være fange på dødsgangen, siger han til BBC.

Ifølge ham vil det konservative parti inden længe tage sit opgør med Theresa May.

- Prøv at se på denne her weekend. Lederen af oppositionen (Jeremy Corbyn, leder af partiet Labour, red.) giver interviews som vinder, og premierministeren, der skulle have vundet valget, gemmer sig. Det siger meget om, hvad der er sket ved valget, siger George Osborne.

Fyret som minister af May

I 2016 blev George Osborne fyret som minister af Theresa May, inden han i marts 2017 blev udnævnt som redaktør på The Evening Standard.

BBC-værten Andrew Marr vil derfor gerne vide, om George Osbornes kritik bunder i, at han hellere så sig selv som ny premierminister.

- Jeg føler mig ude af det, siger Osborne om sin politiske fortid.

Han fortæller dog samtidig, hvad Theresa May sagde til ham, da hun sidste år fyrede Osborne.

- Hun sagde, at jeg skulle lære partiet bedre at kende, siger den tidligere konservative politiker.

Ved valget, som fandt sted torsdag, mistede det konservative parti sin majoritet og tabte 12 sæder.

Theresa May havde udskrevet valget tre år før tid i håb om at vinde yderligere mandater, som kunne styrke hendes parti, når Storbritannien begynder forhandlinger om forlade EU.