En udenlandsk mand, der blev anholdt efter et voldsomt bombeangreb i Bangkok for en måned siden, er ifølge thailandsk politi den selvsamme person, som iført en gul t-shirt er blevet set placere en rygsæk ved templet kort før eksplosionen, der kostede 20 mennesker livet.
Det siger talsmand for det nationale politi i Thailand Prawut Thavornsiri lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det er bekræftet på baggrund af overvågningsvideo, øjenvidner og mistænktes egen forklaring, at Adem Karadag er manden i den gule t-shirt - Efter at have placeret bomben ved templet prajede han en motorcykel-taxi og skiftede trøje på et offentligt toilet i Lumpini Park, siger Prawut Thavornsiri ifølge ritzau.
Se i videoen herunder, hvordan det så ud, da bomben sprang i Bangkok mandag den 17. august:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:56064dca6187a4192004afe6
Efterlyser flere for terrorangrebet
Samtidig er der blevet udstedt arrestordre på yderligere 17 personer i forbindelse med terrorangrebet mod et hindutempel i centrum af den thailandske hovedstad den 17. august. Bagmanden menes at være Bilal Mohammed, der er uighurer med kinesisk statsborgerskab.
Der var stor polemik, da Adem Karadag blev anholdt i det østlige Thailand:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:56064dac6187a4192004afe4
Efterforskerne har desuden fundet beviser, der knytter gerningsstedet til en lejlighed, hvor der blev fundet udstyr til at lave bomber. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
20 personer blev dræbt og flere end 100 såret i angrebet.
Se i videoen øverst i artiklen, hvordan det så ud, da Adem Karadag ankom til det første retsmøde efter sin anholdelse.
/DR Nyheder/