WikiLeaks-stifteren Julian Assange må fortsat gemme sig for politiet.
Byretten i Stockholm har onsdag besluttet, at der fortsat skal være en arrestordre på 43-årige Julian Assange, der siden 2010 har været eftersøgt i Sverige for voldtægt og seksuelle overgreb mod to kvinder.
Det skriver det svenske medie Aftonbladet.
I de seneste to år har WikiLeaks-stifteren opholdt sig på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive udleveret til Sverige. Og her må han altså forsætte med at gemme sig, hvis han ikke vil anholdes af det britiske politi.
Assanges forsvarsadvokat, Thomas Olsson, har allerede sagt, at de vil appellere dommen.
Op mod fire år bag tremmer
Ifølge Aftonbladet er strafferammen for voldtægt fire år i Sverige, men fordi der er tale om voldtægt af en "mildere grad" i Julian Assanges tilfælde, vil straffen i givet fald være lavere.
Udover manglende beviser, mener Assanges forsvarer da også, at dommeren bør tage med sin betragtning, at Assange allerede har tilbragt over to år på den ecuadorianske ambassade.
- Det er et spørgsmål om, hvor længe man kan acceptere, at folk i praksis sidder i fangenskab, og at der bruges sådanne metoder mod en enkelt person, som trods alt ikke er sigtet for noget mere alvorligt som mord, sagde forsvarsadvokaten Thomas Olsson til Aftonbladet før retssagen.
Anklagerne mener derimod, at de har gjort, hvad de kunne for at behandle sagen
Mere end to år på ambassade
Assange har fået asyl af den ecuadorianske regering, mens han har opholdt sig på Ecuadors ambassade i London.
Han gemmer sig for det svenske politi, som altså har udstedt en arrestordre på Assange, fordi de mener, at han har begået seksuelle overgreb mod to kvinder i forbindelse med et besøg i Stockholm tilbage i august 2010 - for mere end 1.300 dage siden.
WikiLeaks-stifteren nægter sig skyldig.
I første omgang forsøgte Assange derfor at bekæmpe arrestordren gennem det britiske retssystem, men da den højeste domstol i Storbritannien afgjorde, at han skulle udleveres til Sverige, søgte han tilflugt på ambassaden i juni 2012.
Frygter udlevering til USA
Hvis han bliver arresteret og retsforfulgt i Sverige, frygter Julian Assange, at det i sidste ende vil føre til en udlevering til USA.
Her er regeringen meget interesseret i at få fat på ham i forbindelse med læk af tusindvis af hemmelige regeringsdokumenter via hjemmesiden WikiLeaks.com.