Biler, skoler og politistationer stod natten til fredag igen i brand i Stockholms forstæder, hvor unge for femte nat i træk står bag ildspåsættelser, hærværk og stenkast mod politiet.
I bydelen Rinkeby blev der sat ild til mindst fem biler torsdag aften, og ifølge en polititalsmand var over 500 unge samlet på Rinkebytorvet.
I Älvsjö syd for Stockholm blev en politistation stukket i brand, og der blev også meldt om rudeknusninger og anden form for uro.
- Branden på politikontoret er slukket. Der er også gjort skade på flere butikker rundt om Älvsjö station, siger politiets talskvinde Towe Hägg.
Politiet mødt med sten
Også i Fornhöjden sydvest for Stockholm stod flere biler i brand natten til fredag, og politiet rykkede ind i området omkring midnat for at jagte de skyldige.
- De blev mødt med sten og siger, at flere biler er stukket i brand, siger Hägg.
Politi og brandfolk måtte også rykke ind i Tensta nordvest for Stockholm, der det brændte på en skole. Skoler i Kista og Norsborg stod ligeledes i flammer.
I Farsta syd for Stockholm blev vinduerne på en politibil knust, og i Norsborg standsede politiet en bil med fire personer, der er mistænkt for at planlægge yderligere ildspåsættelser.
Det, der skal have udløst optøjerne, er en hændelse i Husby i sidste uge, hvor politiet skød og dræbte en 69-årig mand med indvandrerbaggrund. Manden svingede med en junglemachete, da han blev skudt.
/ritzau/NTB