Magtens fuldkommenhed har haft adresse på Pennsylvania Avenue i Washington DC i de sidste 25 år.
På Capitol Hill tårner Kongressen sig op. I nummer 1600 bor præsidenten i Det Hvide Hus - i de sidste 6 år en "cool guy", der har brugt tiden på at rydde op i det politiske og økonomiske rod efter sin forgænger.
Og Den Internationale Valutafond IMF ligger tre gader længere henne, på hjørnet af 19. gade og Pennsylvania Ave. IMF er den pengekasse, som præsident og Kongres har brugt til at organisere den globale økonomi.
Pennsylvania Ave. er overvældende. Eller rettere var overvældende. For snakken breder sig. I IMF, i Kongressen og i de medier, der lever af denne magtfuldkommenhed. Er præsidenten og Kongressen ved at abdicere den amerikanske magtfuldkommenhed? Er det amerikanske overherredømme ved at smuldre? Er USA på vej hjem?
Raser mod Obama
I Kongressen raser republikanerne mod Obama. Han er naiv, forstår ikke verden. Han tør ikke bruge magt. Han er uamerikansk, fordi han ikke forstår amerikansk "exceptionalism".
Se, hvad der sker i Mellemøsten. Se, hvordan han sælger ud for at få en atom-aftale med Iran. Se, hvad Putin gør i Ukraine. Se kinesernes økonomiske fremmarch og deres indtog i Det sydkinesiske hav, siger folk som John McCain, Lindsey Graham og Ted Cruz. Også forgænger George W. Bush var forleden ude med en sjælden kritik af sin efterfølger. Hans USA er på "tilbagetog" over hele verden.
Nede i Den Internationale Valutafond breder uroen sig. På det halvårlige møde for et par uger siden, der trækker verdens tunge økonomiske ministre og topfolk til, handlede korridor-snakken om lammelsen på Pennsylvania Avenue.
De snakkede om krigen mellem Kongressen og Præsidenten og om, at USA er ved at forlade den internationale økonomiske scene, som man var arkitekt på for 70 år siden. "Det ser ud som om, at man er ved at overdrage legitimiteten til de nye magter", sagde Arvind Subramanian til New York Times. Og han er økonomisk chefrådgiver for den indiske regering.
Kinesisk investeringsbank
Hans pointe blev understreget af den kinesiske præsident Xi Jinpings nye initiativer: Den Asiatiske Infrastruktur Investerings Bank (AIIB) og kinesernes tilbud til Pakistan om at levere veje og en jernbane-linje fra den kinesiske grænse og ned til Det indiske Ocean. Et gigantisk projekt til 46 milliarder dollars.
Ikke nok med det. Amerikanerne lagde pres på sine trofaste allierede for ikke at melde sig som deltagere i Xi Jinpings infrastruktur-bank - hvorefter David Cameron, Helle Thorning-Schmidt og mange andre allierede alligevel meldte sig som medlemmer. Fordelene ved det kinesiske projekt ville opveje Washingtons irritation gik rationalet. Og Washington er irriteret.
Frustrationerne fik et nøk mere. Larry Summers, præsident Obamas tidligere og meget højttalende finansminister, skrev: "Denne forgangne måned kan blive husket som det øjeblik, hvor USA mistede sin rolle som garanten af det globale økonomiske system."
Lammende magtkamp
Ikke fordi det er noget, USA har ønsket eller arbejdet på. Men fordi magtkampen mellem Kongressens republikanske flertal og den demokratiske præsident i Det hvide Hus lammer præsidentens muligheder for at bruge sin magt.
I Det Hvide Hus lægger præsident Obama og hans administration ikke skjul på, at konflikten giver problemer. Ikke mindst for Obamas forsøg på at få sin atom-aftale med Iran i hus.
Han blev tvunget til at acceptere et lovforslag, der betyder, at Kongressen skal ind over atom-aftalen. Ikke at Kongressen kan forhindre aftalen. Det kan den ikke. Men kampen med Kongressen komplicerer den - og skaber usikkerhed ude i verden. Og alene følelsen af usikkerhed, tvivlen om hvorvidt den amerikanske præsident kan levere eller ej, sætter nye bevægelser i gang, aktiverer nye spillere i regionale konflikter.
Konflikten i Yemen er et eksempel. Det er ikke amerikanerne, der agerer mod houthierne, der har løbet landets regering over ende og sendt de amerikanske specialstyrker, der bekæmpede al-Qaeda, hjem. Det er saudiaraberne - uden den store succes.
Konflikten i Libyen er et andet eksempel. Vesten enedes om, at man måtte undgå et blodbad i kølvandet på Gaddafi-regimets sammenbrud. Amerikanerne leverede ammunition, logistisk støtte, satellit-overvågning - mens de europæiske NATO-allierede bombede. Libyen styrtede i grus. Og er ikke bygget op siden.
Obamas realpolitik
Men forsvarerne for Obamas udenrigspolitik - de er der, og der er mange af dem, uden at de råber så højt - argumenterer, at Obama fører en realpolitik, der er en Kissinger og Nixon værdig.
Om han gør det politisk godt eller mindre godt kan diskuteres. Men han fører altså en realpolitik, der har været helt afgørende og nødvendig efter otte år med Bush-regeringens unilaterale udenrigspolitik, militære eventyr og økonomiske nedtur hjemme.
Hans udspil til både Iran og Cuba - fjende i mere end 50 år - er udtryk for, at han har forstået at diplomati handler om, alle begge parter ikke får alt, hvad de ønsker, og, som Edward Luce skriver i Financial Times, at "det perfekte ikke behøver være det godes fjende".
I Obamas optik handler hans politik i Mellemøsten ikke om at konvertere regionen til Vestens værdier, men at begrænse regionens muligheder for at eksportere terrorisme og religiøse konflikter - og om at sikre energiforsyningerne til Vesten.
Hans satsning på de store handelsaftaler i Asien og med Europa er led i denne usexede realpolitik, der hverken skaber de store overskrifter eller lidenskaber. Men set med Obamas øjne vil de være hele grundlaget for Vestens fremtid, for at fastholde den demokratiske orden og sikre de værdier, man i Vesten handler efter.
Svær at sælge
Men hvor rigtig Obamas udenrigspolitik end vil vise sig at være, så har han svært ved at sælge den i dag i Washington. Det republikanske flertal i Kongressens to kamre er rykket så langt til højre, at kompromisser med Obama vil være umulige. Obamas eget demokratiske parti har nærmest ikke nogen defineret udenrigspolitik. Og Obama selv er ikke den præsident, der tager teten og går ud for at sælge sin ideer og visioner. Slet ikke nu.
Og hvis Obama har svært ved at sælge sin udenrigspolitik i Washington, så har han endnu sværere ved at sælge den ude i verden. Og hvis omverdenen ikke er overbevist om, at USA er til at stole på og vil fylde sine mange roller ud - så rykker andre kræfter ind, hvor amerikanerne rykker ud.
Som den britiske historiker Timothy Garton-Ash skriver til USA's mange kritikere: "Hvis I ikke brød jer om den gamle verden, hvor USA regelmæssigt greb ind, se vent bare og se, om I bryder jer om den nye verden, hvor USA ikke gør det."