Selv om Rusland har indledt en tilbagetrækning af fly og mandskab fra Syrien, så vil det fortsat bombe terrormål i det krigsramte land.
Det siger den russiske viceforsvarsminister Nikolaj Pankov til nyhedsbureauet Tass.
- Visse positive resultater er blevet nået. En reel chance er opstået for at bringe en ende på en langvarig og voldelig konflikt, siger han.
- Det er imidlertid for tidligt nu at tale om sejr over terrorismen, mener Pankov.
Derfor vil et fortsat russisk engagement være nødvendigt.
- Russiske flyenheder har til opgave at fortsætte med at gennemføre angreb på terroristernes faciliteter, siger han.
Han minder om, at den våbenhvile, der blev sat i værk med støtte fra Rusland og USA 27. februar ikke omfatter Islamisk Stat eller Nusra-fronten, der er en gren af al-Qaeda.
Det var præsident Vladimir Putin, som mandag meddelte, at en stor del af de russiske styrker i Syrien vil blive trukket hjem.
/ritzau/Tass