Australiens største by står over for en "folkesundhedskrise" som følge af røgen fra de bushbrande, der har kvalt Sydney i flere uger.
Sådan lyder advarslen mandag fra førende læger i landet, efter at hospitaler har rapporteret om en dramatisk stigning i antallet af skadestuebesøg.
Hundredvis af naturbrande har raseret i Australien i flere måneder, og i løbet af natten til mandag har et "gigantisk flammehav" nord for Sydney ødelagt flere hjem.
Samtidig truer brande nær Perth i den vestlige del af landet med at ødelægge flere landsbyer.
Over 20 sundhedsorganisationer, herunder Royal Australasian College of Physicians, der repræsenterer flere end 25.000 læger og lægestuderende, har mandag offentliggjort en erklæring.
Heri opfordrer de Australiens regering til at erklære en "folkesundhedskrise" på grund af den giftige røg fra skovbrandene.
- Luftforureningen i New South Wales (delstaten, hvor Sydney ligger, red.) er et akut folkesundhedsproblem, står der blandt andet i erklæringen.
- Røg fra bushbrandene har forurenet luften op til 11 gange over det basale "farlige" niveau i dele af Sydney og New South Wales.
Sundhedsministeriet i New South Wales oplyser, at myndighederne i sidste uge registrerede en stigning på 48 procent i antallet af personer, der tager på skadestuen med åndedrætsproblemer, sammenlignet med gennemsnittet for de seneste fem år.
Antallet af skadestuebesøg toppede tirsdag den 10. december, hvor 80 procent så mange som normalt tog på hospitalet.
Demonstrationer
Næste dag demonstrerede over 20.000 mennesker i det centrale Sydney mod den australske regerings manglende initiativer mod klimaforandringer.
I udtalelsen fra sundhedsorganisationerne opfordres regeringen til omgående at tage skridt mod at begrænse udledningen af CO2.
Hvis ikke vil bushbrandene blot blive værre, og det vil have "ødelæggende konsekvenser for vores sundhed", lyder det.
I sidste uge kom premierminister Scott Morrison med en sjælden indrømmelse og erkendte, at klimaforandringer er en af "faktorerne" bag skovbrandene.
Men samtidig forsvarede han Australiens udledning af CO2 og undlod at præsentere yderligere foranstaltninger for at tackle problemet.
/ritzau/AFP