Putin på vigtig visit i Versailles saloner

Ruslands præsident aflægger i dag besøg hos Frankrigs Emmanuel Macron, der vil genoptage dialogen.

Det bliver et vigtigt møde mellem Ruslands og Frankrigs statschefer, der finder sted i eftermiddag på det pompøse Versailles-slot udenfor Paris.

Især står der meget på spil for Vladimir Putin, der ønsker at få sit land ud af den politiske isolation og få hævet EU's sanktioner, som blev indført efter Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Men Putins besøg er ikke et officielt besøg. Det kaldes et 'kulturelt og politisk' arbejdsmøde.

De to ledere skal åbne en stor udstilling om den russiske zar, Peter den Store, og så skal de navnlig klinke skårene efter lang tids mistillid mellem Frankrig og Rusland.

Køligt forhold

Den tidligere franske præsident Francois Hollande havde et yderst køligt forhold til Putin, som han skarpt kritiserede for at støtte og beskytte Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Under den nyligt overståede præsidentvalgkamp i Frankrig kom det frem, at Putin ønskede den borgerlige kandidat, François Fillon som Frankrigs næste præsident, og han modtog Marine Le Pen fra det nationalistiske højreparti, Front National.

Russiske medier har skrevet, at Macron skulle være homoseksuel, og at hans ægteskab med den 24 år ældre hustru, Brigitte, blot er et proforma ægteskab. Desuden var der mistanke om hacking af Macrons kampagne fra russisk side.

Men nu er tonen anderledes. Russiske redaktører kalder Macron for åben og skriver, at Frankrigs præsident modtager Putin med åbne arme.

Møde i direkte tone

Det er den fjerde, franske præsident, Putin skal møde. Tidligere har Putin besøgt Jacques Chirac, der overrakte Putin den fornemme franske orden, Æreslegionen, og senere besøgte Putin også Nicolas Sarkozy og altså senest Francois Hollande.

I oktober sidste år skulle Putin have deltaget i den officielle åbning af en russisk kirke i Paris, men han aflyste, da Hollande offentligt gik ud og sagde, at Putin ikke var specielt velkommen i Frankrig på det tidspunkt.

Men selvom tonen er anderledes høflig, end den var mellem Hollande og Putin, bliver det et krævende arbejdsmøde.

- Vi skal forvente et møde med en ret direkte tone. Der er stor uenighed om Ukraine og Syrien, og det skal de to ledere blandt andet diskutere, siger Marielle de Sarnez, fransk Europaminister.

Versailles slottet et stærkt symbol

Både Hollande og Tysklands kansler, Angela Merkel, har forsøgt at løse krisen i Ukraine, uden resultat. Derfor vil Putins møde med Macron i dag nøje blive fulgt af ledere over hele Europa.

I stedet for at mødes i Elysée-palæet, som en fransk præsident typisk gør, når det er et officielt arbejdsmøde, har Emmanuel Macron valgt at invitere Putin til at møde ham på det smukke og prestigiøse slot i Versailles.

- Versailles er et neutralt sted, det er mere afslappet end at mødes i Elyséepalæet, men Versailles er også et symbol på Frankrigs storhed. Macron vil vise, at Frankrig med ham er en magtfuld samarbejdspartner, lyder analysen fra Ulysses Gasset, politisk redaktør og kommentator på BFMTV.

Macron og Putin har først et kort møde, dernæst skal de spise frokost sammen, hvor også deres delegationer deltager. Derudover skal de åbne en udstilling om den russiske zar, Peter den Store. Udstillingen er den officielle anledning til Putins besøg.

Endelig holder de to statschefer et pressemøde sammen kl. 15.45, et pressemøde som er imødeset med stor spænding.