Puk Damsgård: Miner og civile gør det svært at erobre Falluja

Iraks regering får problemer med at tilbageerobre Falluja fra terrorgruppen Islamisk Stat, vurderer korrespondent.

Frivillige fra sunni-muslimske militser deltager i offensiven mod IS i Falluja. (© aptn)

Iraks regering har indledt en offensiv, som skal fraviste byen Falluja i det centrale Irak fra terrorgruppen Islamisk Stat (IS).

Men det kan blive en vanskelig opgave, siger irakiske militærfolk, som Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Puk Damsgård har talt med.

- Der er to faktorer, som gør det svært: Den ene er, at Islamisk Stat har lagt miner og vejsidebomber ud over det hele. Det gør det rigtig svært både at trænge ind og ud af Falluja, siger Puk Damsgård:

- Den anden er hensynet til civilbefolkningen. Der er tusindvis af civile tilbage i Falluja, og de risikerer at blive fanget i kampen om byen.

Myndighederne har bedt civile i Falluja om at flygte, hvis de kan. Hvis det ikke er muligt, bliver man opfordret til at hejse et hvidt flag ved sit hus, så man kan undgå at blive bombet.

Men de, der hejser det hvide flag, vil på den anden side være i overhængende fare for at blive angrebet af IS.

- Der er rapporter om, at en del civile sulter, fordi byen har været omringet i længere tid. De bliver i forvejen terroriseret af IS, og kan ikke komme ud - enten fordi IS opdager dem eller på grund af minerne. Så situationen for civile er meget svær i øjeblikket, siger Puk Damsgård.