Gaderne i Baltimore i staten Maryland, ikke langt fra hovedstaden, Washington DC, var igen torsdag fyldt af vrede demonstranter, der mener, at politiet er skyld i en 25-årig sort amerikaners død.
Freddie Gray blev anholdt den 12. april, fordi han ved synet af en gruppe betjente begyndte at løbe. Under anholdelsen fandt betjentene en kniv i hans lomme, og de iførte ham håndjern og bar ham op i en varevognslignende politibil.
Der er her, noget gik galt. Freddie Gray blev efter en halv times kørsel i politiets varetægt overført til en ambulance. Efter en uge i koma døde han i søndags af det, myndighederne kalder fatale skader på nakkehvirvlerne. Med andre ord: Han havde brækket nakken.
Hvordan vides ikke, men de seks betjente, der forestod den voldsomme anholdelse, er nu suspenderet med løn, mens sagen bliver undersøgt.
"No justice - no peace"
Det er dog ikke nok for de mange demonstranter, der de seneste dage har fyldt gaderne i Baltimore med protestråb som "No justice - no peace" og "Hands up - don't shoot."
Protestråb, der i disse uger og måneder bliver anvendt ofte i USA, når hvide politimænd er skyld i en sort borgers død under anholdelse, som det har været tilfældet med blandt andre Michael Brown i byen Ferguson og Eric Garner i New York.
Stor uenighed om skyld
USA er ramt af en bølge af sager om politiets håndtering af sorte amerikanere, og når demonstranterne går på gaden, er det typisk for at forlange, at betjentene bliver anholdt, undersøgt og i sidste ende dømt for mord.
Vicepolitikommissær Jerry Rodriguez fra Baltimore Politi siger til Washington Post, at den foreløbige undersøgelse ikke vidner om, at politiet har brugt unødig magt.
- Hvad vi ikke ved, og hvad vi skal finde ud af, er, hvordan skaden opstod, siger han.
Demonstranterne i Baltimore blokerer vejkryds, går i optog og råber deres frustrationer mod politiet, hvis fagforening indtil videre bakker de seks betjente 100 procent op, mens man foretager en intern undersøgelse.
Justitsministeriet i Washington DC er også gået ind i sagen, og familien til Freddie Gray har bestilt en privat obduktion, fordi myndighedernes undersøgelse ikke gav noget svar på, hvordan den unge mands nakkehvirvler kunne ende med at være 80 procent afkoblet fra resten af hans rygrad efter en halv time i politiets varetægt.