OVERBLIK Det vi ved om lastbil-angrebet i Stockholm

Fire er døde efter formodet terrorangreb i Stockholm. Mistænkt gerningsmand har erkendt sig skyldig.

Hvad skete der?

*En lastbil kørte fredag eftermiddag i høj fart ind i folk på gågaden Drottninggatan i det centrale Stockholm. Lastbilen nåede at køre cirka 550 meter og mejede folk ned, inden den blev kørt frontalt ind i stormagasinet Åhléns. Politiet fik meldingen om episoden klokken 14.53 og var fremme få minutter efter angrebet.

* Svensk politi oplyser, at fire personer er døde. Én person døde fredag aften på hospitalet, og tre døde på Drottninggatan. De dræbte er en 11-årig svensk pige, en 69-årig svensk kvinde, en 41-årig britisk mand og en 31-årig kvinde fra Belgien.

* 15 personer er kommet til skade - heraf tre børn. Otte er stadigvæk indlagt, heraf to i kritisk tilstand.

* Politietefterforsker angrebet som et terrorangreb.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58e7fcc8a11f9f168ced5046

Hvem er formodet gerningsmand?

* Svensk politi har anholdt én person, den 39-årige Rakhmat Akilov fra Uzbekistan. Han har erkendt sig skyldig og er blevet varetægtsfængslet i foreløbig en måned.

* Manden var allerede efterlyst af politiet inden angrebet, fordi han var blevet udvist og ikke havde forladt Sverige. Han ansøgte om opholdstilladelse i 2014, men fik afslag.

* Han er ifølge efterretningstjenesten Säpo kendt af dem, men for 'marginale oplysninger' fra tidligere. Politiet bekræfter, at manden har udvist støtte for ekstremistiske grupper, herunder terrorgruppen Islamisk Stat.

* Politiet og Säpo udelukker ikke, at der kan være flere personer involveret i planlægningen og udførelsen af angrebet. Derfor bliver mandens telefon, sociale medier og kontakter også nøje gransket. Og politiet har haft flere personer inde til forhør. Siden angrebet er der foretaget omkring 600 forhør.

* Politiet havde anholdt en anden person med en mulig forbindelse til angrebet. Men beviserne mod ham er blevet svækket, og han er ikke længere anholdt. Politiet tilbageholder ham dog, fordi han også allerede var blevet udvist af Sverige.

Lastbilen nåede at køre flere hundrede meter, før den stoppede.

Lastbil stjålet før angreb

* Lastbilen blev stjålet kort før angrebet på en sidegade til gågaden Drottninggatan. Chaufføren var midt i en leverance til en restaurant, da gerningsmanden pludselig sprang ind i førerhuset og kørte væk.

* Politiet er i besiddelse af lastbilen, der er blevet undersøgt af teknikere. Politiet har bekræftet, at man har fundet en mistænkelig og brandfarlig 'anordning', som ikke hører til normalt. Der kan være tale om sprængstof.

- Jeg så otte mennesker blive kørt over ved Drottninggatan, og han kørte hele vejen på Drottinggatan fra deroppe og herned, fortalte en mand, der var vidne til lastbilangrebet.