OVERBLIK Det ved vi om terrorangrebet i Manchester

22 personer er dræbt og 119 såret efter angrebet i Manchester Arena.

Der er blevet lagt breve og blomster til ære for de dræbte i angrebet mod Manchester Arena. (Foto: © Andy rain, Scanpix)

Hvad skete der?

  • 22 personer mistede mandag livet i en eksplosion efter en koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande i Manchester Arena.

  • Eksplosionen fandt sted klokken 22.33 lokal tid i koncertstedets foyer i minutterne efter, at koncerten var slut.

  • 119 personer har været på hospitalet med skader. 64 er fortsat indlagt, og 20 af dem modtager intensiv behandling for alvorlige kvæstelser.

  • Premierminister Theresa May meddelte tirsdag, at der utvivlsomt var tale om et terrorangreb.

  • Hun har hævet trusselniveauet fra alvorligt til kritisk.

  • Borgerservice har oplyst, at der fortsat ikke er meldinger om, at der var danskere til stede under angrebet.

Loading preview...

Hvem er mistænkt?

  • Der er flere mistænkte i sagen.

  • Den formodede gerningsmand blev slået ihjel under eksplosionen. Gerningsmanden havde medbragt en sprænganordning - sandsynligvis en selvmordsbombe - til arenaen.

  • Politiet har udpeget den 22-årige Salman Ramadan Abedi som den formodede gerningsmand. Han blev født i Storbritannien og havde rødder i Libyen.

  • Den mistænkte boede i et hus i den sydlige del af Manchester, hvor politiet tirsdag gennemførte en kontrolleret sprængning for at kunne komme sikkert ind i ejendommen.

  • Salford Universitet har bekræftet, at manden læste på universitetet, der ligger i Manchester.

  • Indenrigsminister Amber Rudd har oplyst, at manden var kendt af myndighederne.

  • Frankrigs indenrigsminister, Gerard Collomb, har oplyst, at Salman Ramadan Abedi ifølge hans oplysninger fra britiske og franske efterretningstjenester formentlig har været i Syrien.

  • En 23-årig mand blev tirsdag anholdt i Chorlton syd for Manchester og sættes i forbindelse med angrebet.

  • Onsdag blev yderligere fem personer anholdt i den sydlige del af Manchester. Blandt andet en kvinde.

  • Derudover er Salman Ramadan Abedi's lillebror og far blevet anholdt i Libyens hovedstad Tripoli. Politiet mener, broren har forbindelse til Islamisk Stat og ville begå et terrorangreb i Tripoli.

  • Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

I klippet herunder kan du høre Theresa Mays begrundelse for at hæve trusselsniveauet:

Loading preview...

Hvad sker der nu?

  • Politiet er i fuld gang med at efterforske, om andre har været involveret i planlægningen af angrebet.

  • Tirsdag opfordrede politiet koncertgængere til at dele private billeder og videoer fra Ariana Grande-koncerten, der kan bruges i efterforskningsarbejdet.

  • Politikerne indstillede deres valgkamp fra mandag til fredag som følge af angrebet i Manchester.

  • Som følge af det hævede trusselsniveau sættes soldater ind for at støtte politiet.

  • Politiet har oplyst, at alle de dræbte er identificeret, men at de retsmedicinske undersøgelser vil tage op til fem dage. Først derefter vil der formelt blive sat navn på de døde.

  • Ti personer er blevet anholdt i relation til angrebet. To af dem - en mand og en kvinde - er løsladt igen. Fredag morgen er otte personer stadig tilbageholdt og vil blive afhørt.

  • Politiets Efterretningstjeneste oplyser, at terrortruslen i Danmark fortsat er høj, og at angrebet i Manchester ikke ændrer på den vurdering.

Britisk politi har offentliggjort denne tidslinje over angrebet:

Loading preview...