Obama: Jeg kunne have slået Trump

Præsident Barack Obama kalder det nonsens, at Demokraterne skulle have svigtet den hvide arbejderklasse.

Præsident Obama er præsident lidt endnu. Først 20. januar bliver hans efterfølger Donald Trump indsat. (Foto: © HUGH GENTRY, Scanpix)

Præsident Obama føler sig overbevist om, at han kunne have slået Trump, hvis det havde været tilladt at stille op til en tredje valgperiode.

Det siger den afgående præsident i et interview med sin tidligere rådgiver og ven David Axelrod i programmet "The Axe Files", hvor han afviser den udbredte opfattelse af, at mange amerikanerne har følt sig overset af Demokraterne og ønsket et helt andet Amerika.

- Efter valget og Trumps sejr har mange sagt, at det hele var en fantasi. Men jeg vil argumentere for, at vores kultur har ændret sig, at flertallet er enige i opfattelsen af et Amerika, som er tolerant, mangfoldigt og åben og fuld af energi og dynamik, siger han i interviewet.

- Jeg tror på den vision. Og jeg tror, at hvis jeg havde været med i løbet og havde kommunikeret det, så kunne jeg have mobiliseret et flertal af det amerikansk folk til at bakke op om den.

Arbejderklassesvigt er nonsens

Obama kalder det også "nonsens", at Demokraterne skulle have svigtet den hvide arbejderklasse. Han argumenterer blandt andet, at hans omdiskuterede sundhedsreform 'Obamacare' er kommet mange vælgere til gode - også blandt Trumps vælgere.

- Problemet er, at vi ikke fik kommunikeret det godt nok ud til folk. Ikke kun de tørre politiske aspekter, men også det, at vi bekymrer os om de her grupper, at vi lever og ånder for dem (...) At vi forstår, hvorfor de er frustrerede, siger han.

Obama roser i interviewet Hillary Clinton, som han mener har været udsat for uretfærdige angreb, men siger samtidig, at hun i valgkampen var for forsigtig.

- Hvis du tror, at du vinder, så har du en tendens til - ligesom i sport - at spille mere sikkert, siger han.

Den kommende præsident Donald Trump var hurtigt ude efter interviewet, hvor han ikke overraskende afviste, at Obama kunne have slået ham.

- Præsident Obama siger, at han tror, han kunne have vundet over mig. Det skal han sige, men jeg siger 'PÅ INGEN MÅDE', skriver han på Twitter.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/813498739923054593

I dag har han fulgt op med endnu en melding, hvor han skriver, at verden var "dyster, før jeg vandt" og uden "håb" med en reference til Obamas budskaber om håb og forandring. Ifølge Trump, der tiltræder 20. januar, er det anderledes nu.

- Aktiemarkederne er steget med næsten 10 procent, og julesalget har indbragt over en billion dollar.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/813527932165558273