Nederlag til Donald Trump i Iowa

Ted Cruz er kommet stærkt fra start i Republikanernes præsidentkapløb med sejr i Iowa.

Alt lader til, at den republikanske Ted Cruz (i lyseblå skjorte) løber med størstedelen af de konservative stemmer i delstaten Iowa. (Foto: © JIM YOUNG, Scanpix)

Texas-senator Ted Cruz tager det første stik i kampen om at blive Republikanernes kommende præsidentbud.

Ved vælgermøder - såkaldte caucuses - i delstaten Iowa har Cruz ifølge flere amerikanske mediers beregninger trukket flest stemmer. Republikaneren har også erklæret sig selv som vinder af Iowa-caucusen.

- Iowa har sendt en besked om, at den republikanske kandidat og den næste amerikanske præsident ikke bliver valgt af medierne eller af det etablerede Washington, sagde Ted Cruz ifølge CNN i sin sejrstale for kort tid siden.

Ifølge MSNBC og CNN får Cruz 28 procent af stemmerne, mens den kontroversielle mangemilliardær Donald Trump løber med 24 procent af stemmerne. Tredjepladsen går til Marco Rubio, som ligger lige i hælene på Trump med 23 procent af stemmerne.

99 procent af de republikanske stemmer er blevet talt op.

Tæt løb

Trump ser dermed blot ud til at få et enkelt procentpoint flere stemmer end Marco Rubio, senator fra Florida, som har fået et overraskende godt valg.

Iowa er den første delstat, hvor partierne udpeger deres foretrukne kandidat til at indtage Det Hvide Hus. Resultatet bliver tillagt stor symbolsk betydning, selv om Iowa størrelsesmæssigt og målt på antallet af delegerede er meget mindre end eksempelvis Californien.

En sejr i Iowa kan dog skabe momentum for kandidaternes kampagne og ekstra, værdifuld opmærksomhed fra medierne.

/ritzau/DR Nyheder