De seneste ugers gentagne koranafbrændinger i Danmark og Sverige har vakt opsigt og vrede i en række muslimske lande.
Derfor afholdt samarbejdsorganisationen OIC, der består af 57 muslimske lande, et virtuelt hastemøde om koranafbrændingerne i dag.
Her gentog OIC's generalsekretær, Hissein Brahim Taha, en opfordring til Danmark og Sverige om at få sat en stopper for koranafbrændingerne.
Her til aften udsendte organisationen så en otte sider lang resolution på baggrund af dagens møde.
Her fordømmer man de seneste "foragtelige aggressionshandlinger mod Koranens hellighed" i Danmark og Sverige og udtrykker skuffelse over, at myndighederne fortsat giver tilladelse til det.
Og så opfordrer man de 57 medlemslande til at overveje at tage "enhver nødvendig beslutning eller handling, som de finder passende i deres relationer med lande, hvor Koranen skændes, som i Danmark og Sverige".
Herunder ved eksempelvis "at tilbagekalde deres ambassadører i de to lande til konsultationer". Eller at overveje "økonomiske eller kulturelle" tiltag, lyder det.
Og så har man besluttet at sende en OIC-delegation til Europa-Kommissionen for at udtrykke sin stærke fordømmelse af koranafbrændingerne og opfordre EU "til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå gentagelsen af den slags kriminelle handlinger under påskud af at være ytringsfrihed".
Korrespondent: Konflikten lever videre
Udmeldingen fra OIC betyder først og fremmest, at konflikten og den diplomatiske krise lever videre.
Sådan lyder vurderingen fra Allan Sørensen, mellemøstkorrespondent hos Kristeligt Dagblad.
- Man kan sagtens se et scenarie, hvor nogle af landene - altså strammerne blandt de muslimske lande - de vil se deres snit til at optrappe konflikten, mens andre lande vil reagere mere stilfærdigt over for Danmark.
- Men der er lagt op til, at de enkelte lande selv tager deres beslutninger, og på den måde, så skubber OIC lidt ansvaret fra sig og agerer mere som en paraplyorganisation, siger han.
- Så det ligger lidt i kortene, at strammerne stadig vil køre konflikten for fuldt blus.
I går meddelte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at regeringen vil forsøge at finde et juridisk værktøj, der gør det muligt at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.
Det kan muligvis hjælpe med at dæmpe gemytterne. Men det vil tage tid, inden en eventuel ny lovgivning på området er på plads, påpeger Allan Sørensen.
- Og hvad der sker i det tidsrum, kan sagtens få stor indflydelse siger korrespondenten.
Han peger på, at man også kan forestille sig et scenarie, hvor nogle lande i den muslimske verden får mod på at kræve flere indrømmelser:
Lars Løkke: Det kunne have været meget, meget værre
Op til mødet i dag meddelte OIC på sin hjemmeside, at den danske udenrigsminister havde kontaktet Hissein Brahim Taha.
Ifølge OIC sagde Lars Løkke Rasmussen, at den danske regering fordømte koranafbrændingerne, "og at regeringen undersøger dette spørgsmål med stor interesse".
Meldingen fra udenrigsministeren her til aften er, at man har dæmpet gemytterne ved - sammen med Sverige - at kontakte en række af OIC-landene.
- Jeg tror, at vi ellers havde fået et resultat fra mødet i dag, som havde været meget skarpere. Så det er sådan set positivt, at det er relativt afdæmpet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Udenrigsministeren afviser, at lande kan bruge den danske kurs til at kræve flere indrømmelser:
Han siger, at han forventer, at antallet af koranafbrændinger kommer til at stige efter gårsdagens melding om, at regeringen vil forsøge at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.
- Jeg bruger en del energi på at forklare kollegaer ude i verden, at ting tager tid. Men jeg noterer mig med glæde, at den intention fra den danske regering, som vi formulerede i går, har været med til at dæmpe gemytterne noget.
Med OIC's udmelding opfordres der altså til, at de enkelte medlemslande protesterer eller indfører sanktioner mod Danmark, som det passer dem. Men det betyder hverken, at situationen er ved at komme ud af kontrol, eller at den er løst, lyder det fra udenrigsministeren.
- Jeg står ikke her og afmelder nogen krise. Men jeg ved, at der i medlemskredsen af OIC-lande er masser af moderate og fornuftige lande, der sådan set ikke ønsker, at vi skal grave grøfterne dybere, siger Lars Løkke Rasmussen.
- De har taget det her signal, som den danske og svenske regering har sendt, positivt ned, og det er blandt andet det, der har ført til, at nok er der en harsk resolution fra OIC i dag, men tro mig, det kunne have været meget meget værre.