8000 betjente og 2.745 dommere er fjernet fra deres poster, og flere tusinde militærfolk meldes anholdt, herunder brigadegeneralen i det tyrkiske luftvåben.
Sådan ser virkeligheden ud i Tyrkiet efter kupforsøget mod landets præsident Erdogan i weekenden.
En situation, der ifølge oberstløjtnant og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Lars Cramer- Larsen kan gå hen og udvikle sig stærkt bekymrende for situationen i Mellemøsten.
- Uroen i Mellemøsten er en bekymring, og lægges et ustabilt Tyrkiet oveni, får man kaos, lyder det fra militæranalytikeren.
Ifølge Lars Cramer er det nemlig altafgørende for situationen i Mellemøsten, og særligt kampen mod Islamisk Stat, at der er en velfungerende og stærk sunnimuslimsk pendant til det stærke shiamuslimske Irak.
Han påpeger dog, at verden endnu mangler svar på, præcis hvor ustabil situationen er i Tyrkiet, og særligt hvor stor utilfredsheden fortsat er i det tyrkiske militær.
Ifølge Lars Cramer-Larsen har den hidtil værste konsekvens af kuppet været Tyrkiets midlertidige lukning af Incirlik-basen.
Basen benyttes af koalitionen, til at bombe Islamisk Stat i Syrien og Irak og flere lande har soldater på basen, heriblandt Danmark og USA.
Tyrkiet er, efter USA, den største militærestyrke og samarbejdspartner for NATO og Lars Cramer vurderer, at Nato og Tyrkiets forhold vil køre videre som hidtil.